Arkiv

Arkiv for kategorien ‘Spænding’

Anmeldelse: John Grisham – The King of Torts

7 februar, 2009 Ingen kommentarer

The King of Torts

John Grisham er en populær amerikansk forfatter og tidligere advokat, som med sine spændende courtroom-dramaer er kongen af sin egen niche bog-genre. John Grishams bøger er solgt i millionvis, siden den første bog, A time to kill, udkom i 1989 og flere af hans bøger er filmatiseret med succes, bl.a. Pelikan Notatet, Firmaets Mand, Juryen og Regnmageren.

John Grisham er også blandt mine personlige yndlingsforfattere og jeg har læst de fleste af hans bøger. Blandt dem jeg ikke har fået læst, var The King of Torts (På dansk: Stjerneadvokaten) fra 2003.

Clay Carter er en 31-årig ung advokat i juraens hovedstad Washington D.C. Her arbejder han, på trods af sin eksamen fra det respekterede Georgetown universitet, på advokaternes bund, som bestukket offentlig forsvarsadvokat (PD = Public Defender) for kriminelle der ikke selv har råd til en advokat. Hans klienter er ofte unge sorte stofmisbrugere, voldsmænd og i ny og næ en morder.

På femte år i det offentlige retssystem er Clay ved at være udbrændt og prøver desperat at undgå  de besværlige sager. Han kan ikke udstå sin kærestes rige forældre som anser ham for en taber og konstant minder ham om det, og han bor i en toværelses lejlighed med en gammel jurakammerat.

På en dag som alle andre, befinder Clay sig på retskontoret, hvor en 20-årig sort mand står anklaget for oplagt mord. I sin uopmærksomhed ender sagen hos Clay, der dog straks prøver at give sagen videre til en anden advokat, men uden held.

Hans nye klient Tequila Watson, hvis sag til at starte med ligner en hver anden mordsigtelse, viser sig dog at være et ganske specielt tilfælde. Tequila har været stoffri i længere tid og har altid undgået vold, alligevel har han med tilsyneladende koldt blod skudt en gammel bekendt i hovedet på klods hold, en handling som Tequila Watson selv ikke kan forklare bevæggrunden for. Da Clay Carter begynder at undersøge sagen nærmere, dukker sære spor frem med forbindelse til den amerikanske medicinal industri, og der går ikke lang tid før han bliver kontaktet af en mystisk "skraldemand" kaldet Max Pace, som giver ham et tilbud han ikke kan modstå.

Hurtigere end han kan nå at tænke sig ordenligt om, bliver han inddraget i et selskab af advokater der lever af masse-søgsmål mod store amerikanske virksomheder, herunder særligt medicin-giganterne. Grådighed og udsigten til store honorarer driver værket,  frem for menneskelig retfærdighed. "Tort"-advokaterne lever af at samle en masse klienter i ét stort søgsmål, hvorved de tvinger de sagsøgte selskaber til at indgå forlig med relativt små erstatninger til hver klient, men hvor de selv skummer fløden og tager sig betalt 1/3 af erstatningen i eget honorar.

Clay der før levede af at forsvare fattige og anså sig selv for at være en moralsk person, ændrer langsomt personlighed da hans livsstil bliver mere og mere luksuriøs – med privat jetfly og hvad der ellers hører til i toppen af samfundet. Hvor han før blot var én ud af Washington’s mere end 76.000 advokater bliver han pludselig rig og berømt og kommer på forsiden af landets store aviser. Men den hurtige success har en bagside og "skraldemanden" Max Pace viser sig at være en lidt anden end hvad han udgav sig for.

Clay Carter er en interessant person, som med sin moralske betænkeligheder forekommer ganske ægte. Hans rise-to-power og efterfølgende fald fra tronen – som betyder at han må give afkald på nogle af sine forbehold over for hvad det vil sige at være et godt og anstændigt menneske, kan de fleste nok nikke genkendende til i deres eget liv, hvor alder, økonomisk situation mv. kan betyde en holdnings ændring man måske før anså som umulig.

John Grisham skriver på en medrivende måde så siderne ofte vender sig selv, også selvom der ikke nødvendigt sker noget voldsomt spændende på alle sider. Faktisk er der ingen rigtige plot-twists eller større overraskelser i bogen, udover den hemmelighed som Clay Carter lærer af Max Pace i bogens begyndelse. Derfra er det én lang fortælling om Clays op og nedture i sit nye og delvist uønskede liv som masse-søgsmåls advokat.

Historien er såmænd god og interessant nok, men snarere end en egentligt spændingsroman, er The King of Torts en moralsk beretning om advokatens Clay Carter liv fra middelmådig til rig og tilbage igen, og om de faldgruber som man bør prøve at undgå hvis man skulle stå i en lignende situation.

Bogens største overraskelse er således at der ikke er nogen rigtige overraskelser. Det er ærgerligt for læsere, der som jeg har læst andre af hans bøger, og som sidder og venter på et alt-omfattende handlings-twist indtil sidste side.  At Grisham alligevel formår at holde en fanget gennem de næsten 500 sidder som denne paperback udgave fylder, må derfor tilskrives hans evner som forfatter snarere end spænding i handlingen.

The King of Torts er langfra John Grisham’s bedste bog. Er man til romaner med Jura som omdrejningspunkt eller har man læst andre af Grisham’s bøger, kan den dog godt læses, men forvent ikke et mesterværk. Skal man igang med sin først John Grisham bog, vil jeg uden tvivl foreslå at man istedet starter med en hans bedre værker. F.eks. The Runaway Jury, The Firm eller The Partner som alle er et eller flere nivauer bedre og for alvor viser hvorfor Grisham er mesteren inden for genren.

Karakter: 6/10

6 stjerner

Anmeldt udgivelse: Engelsk paperback- ISBN-13: 9780099416173
Originalt Udgivelses år: 2003
Sideantal: 496

Links:

Categories: Drama, Spænding Tags: ,

Anmeldelse: Michael Crichton – Jurassic Park

7 januar, 2009 Ingen kommentarer

Jurassic Park

Michael Crichton var en amerikansk forfatter af spændings-bøger, ofte med fokus på nye teknologiske muligheder og faren ved udnyttelse af disse. Herhjemme er han nok mest kendt for at være forfatteren til bogen bag Steven Spielbergs populære storfilm Jurassic Park fra 1993, som dengang satte nye standarder for realisme og computeranimation, samt efterfølgeren The Lost World.

Da jeg var yngre, omkring de 11-12 år, var Jurassic Park en af mine yndlingsfilm og jeg købte dengang de to bøger på dansk hos den lokale boghandler. De to tunge og næsten 500 sider lange bøger, har dog nok alligevel været lidt for stor en mundfuld, i hvert fald kan jeg ikke huske at jeg nogensinde fik dem læst. I stedet har de trofast været del af min bogsamling, lige indtil jeg samlede Jurassic Park op i slutningen af December 2008.

Jurassic Park starter på Costa Rica i Mellemamerika. Her er en amerikansk pige på ferie med sin familie, hvor de i et fantastisk naturreservat finder en øde sandstrand og spiser frokost. Pigen Tina går en tur på stranden og op langs trælinjen, hvor hun finder en masse små fuglespor i det bløde sand. Da hun bliver bidt og efterfølgende indlagt på hospitalet med store hævelser, beskriver hun dyret der bed hende som en oprejst øgle på omkring 30 cm og med tre tær som en fugl.

Eksperterne har svært ved at identificere dyret, indtil de finder de halvt-spiste rester af et af de ukendte dyr og sender det videre til undersøgelse i USA. Her ender billeder af dyret til sidst hos Dinosaur eksperten Alan Grant, som leder en stor udgravning af dinosaur redder. Før han når at sætte sig ind i sagen, bliver han og kollegaen Ellie Sattler kaldt til øen Isla Nubar udfor Costa Rica, hvor en af deres sponsorer, den gamle men karismatiske John Hammond, har bygget en ny zoologisk-have og gerne vil have deres input omkring sikkerheden i parken.

Sammen med den lidt specielle og noget negative matematiker Ian Malcolm, den tørre advokat Donald Gennaro og John Hammonds to børnebørn Tim og Lex, ankommer de til den topmoderne park på en ellers ubeboet ø, som hurtigt viser sig at være noget ganske andet og meget større end de havde forestillet sig. På øen har John Hammond, sammen med genetikeren Henry Wu, genskabt en række af fortidens dinosaurer ved hjælp af DNA fundet i blodet på myg. Myg der sugede blod fra dinosaurerne for over 65 millioner år siden og efterfølgende blev fanget i harpiks som så siden blev til rav og bevaret for eftertiden.

Det går dog snart op for de besøgende, at der på trods af overvågningen i parken som holder styr på alle dyrene, har været en række overfald og andre problemer, særligt med de meget intelligente kødædende Velociraptorer. Den dommedags-prædikende matematiker Ian Malcolm forklarer bogen igennem om sin kaos-teori om at intet naturligt kan kontrolleres og holdes nede, hvorfor parken fra start har været dømt til at fejle – før eller senere.

Der går da heller ikke lang tid før problemerne for alvor sætter ind. Da den pengeglade og korrupte computer-ekspert som står bag alle parkens avancerede computersystemer, lukker ned for sikkerhedskontrollen for at stikke af med dinosaur-DNA som kan sælges videre til store summer, slipper nogle af dyrene løs og et helvede bryder løs på den isolerede ø.

It’s a UNIX system! I know this! – Lex Murphy (Jurrasic Park filmen)

Læser man en bog, som man tidligere har set filmversionen af eller omvendt, vil det altid være umuligt ikke at sammenligne de to udgaver på godt og ondt. Det mest interessante er ofte at se hvor tæt instruktøren af filmen har fulgt det oprindelige værk og om den kan leve op til bogen.

Med Jurassic Park vil flertallet formentligt have set filmen først, hvilket også er tilfældet for mig. Når man har læst Crichton’s bog, finder man imidlertid ud af af Steven Spielberg har været meget tro mod bogens plot. Han har forstået at tage de vigtigste og mest spændende bider og har også samlet en nærmest perfekt rollebesætning. Efter at have læst bogen, virker både Jeff Goldblum i rollen som den mærkelige matematiker Ian Malcolm og Wayne Knight (kendt som Newman i tv-serien Seinfield) i rollen som den fedtede computernørd Dennis Nedry, som de helt rigtige til deres respektive roller.

Som det altid er tilfældet med filmatiseringer, er dele af bogens handling skåret væk for at kunne presse filmen ned på de normale ca. 2 timers tid. Hvor det til tider kan ødelægge den oprindelige histories ånd, er det I Jurassic Park’s tilfælde gjort rigtigt godt. Plottet er overordnet set bevaret og der er ikke lavet ret mange større ændringer. Faktisk er det kun de lidt kedeligere og lange passager fra bogen som er skåret væk.

Der er dog i filmversion lavet lidt om på de to børns roller. Hvor Tim i bogen er den ældre bror og  Lex den noget yngre og røv-irriterende sportsinteresserede lillesøster, så er Lex i filmen den ældste og pigen med forstand på computere og Tim den yngre bror som er interesseret i dino’er. Derudover er Hammond og Malcolms skæbne ændret en smule, hvilket dog ikke har den store betydning for handlingen.

Generelt er børnene i bogen mere barnagtige, bange og til tider irriterende som kun børn kan være det.  I bogen er Alex flere gange skyld i at situationen forværres og i et kapitel hvor de sejler ned af en flod og hun alene får den store T-rex til at følge efter dem, har man ikke meget sympati til overs for hende.

Har man set filmen flere gange og kan historien nærmest udenad, er det ikke svært at forestille sig at bogen vil være en halv-kedelig omgang at læse. Derfor er det også et stort plus når bogen Jurassic Park alligevel viser sig at indeholde nok spænding og gys til at holde en fast, gennem næsten 500 sider med dinosaurere.

Selvom filmen er og var en fantastisk oplevelse, kan jeg derfor heller ikke undgå at ærgre mig lidt over at jeg ikke havde muligheden for at læse Jurassic Park på bog før filmen udkom, da det uden tvivl så havde været endnu mere fascinerende læsning.

Jurassic Park indeholder alt det en god spændings-roman bør indeholde. Plottet er ganske velskrevet  og medrivende og personerne interessante og meget forskellige. De videnskabelige fakta er forklaret så hele ideen med en dinosaur-park virker troværdig, mens Ian Malcolms’ dommedags profetier og syn på videnskabens grådighed står i kontrast til det som bliver udført på øen og giver en alternativ vinkel på den videnskabelige udvikling i moderne tid.

Karakter: 8/10

8 stjerner

Anmeldt udgivelse: Dansk paperback- ISBN-13: 9788759503492
Originalt Udgivelses år: 1993
Sideantal: 491

Links:

Categories: Science Fiction, Spænding Tags:

Anmeldelse: Dan Brown – Morderisk Bedrag

26 december, 2008 Ingen kommentarer

Morderisk Bedrag

Morderisk Bedrag, med den bedre klingende engelske titel Deception Point,   er Dan Browns 3. spændingsroman. Den blev udgivet i 2001, året efter Engle & Dæmoner og 2 år før hans kæmpegennembrud med Da Vinci Mysteriet.

Morderisk Bedrag finder sted under en Præsident kampagne i USA, hvor den siddende, men upopulære præsident Zachary Herney er ved at miste kapløbet med den sleske republikanske kandidat Senator Sedgewick Sexton. Senator Sexton har som sit primære kampagne emne kørt på den siddende præsidents dårlige håndtering af NASA’s budgetter, der de seneste år er løbet løbsk. Et emne han sammen med sin assistent Gabrielle Ashe, som har skafftet kilderne bag deres påstande, er ved at vinde valget på.

Senatorens datter, Rachel Sexton, arbejder for NRO (National Reconnaissance Office) eller på dansk Centeret for Rumbaseret Efterretningsvirksomhed, hvor hun verificerer data  i forbindelse med undersøgelser, ny opdagelser o.l og har en bred viden inden for rumteknologi.

Hun bliver under særlige omstændigheder kaldt til et møde med selveste præsidententen, et møde som hendes chef i NRO, William Pickering, dog afvarer hende om blot har til sinde at udnytte hende imod sin far. Præsidenten viser sig dog at have en helt særlig opgave til hende. NASA har i alt hemmelighed fundet en meteorit i en ishylde ved Canada, som indeholder umiskendelige spor af liv.

Præsidenten, som er ved at miste sin post i Det Hvide Hus,  gør derfor alt for at få verificeret fundet og dets ægtehed af så mange uafhængige kilder som muligt. Udover Rachel tæller dette hold også en række forskere, der i blandt Michael Tolland, en havforsker der med sine populære videnskabs programmer på TV har den brede befolksnings tillid.

Da Rachel når til fundet på ishylden er meteoritten på vej til at blive hævet op af isen og de beviser hun bliver præsenteret for er overdådige. Planlægningen af den direkte tv-transmission dagen efter går igang, hvor hele verdens befolkning vil høre om det fantastiske fund.

Imellemtiden fortsætter en enkelt forsker på egen hånd sine undersøgelser af meteoritten og opdager noget foruroligende. En skjult Delta Force gruppe som er tilstede på ishylden myrder ham dog før han kan nå at fortælle om sine opdagelser til andre. Rachel og de andre eksperter bliver dog mistænksomme over forskerens forsvinden og da de bevæger sig ud fra kuplen som er hovedkvarteret på isen, for at foretage flere undersøgelser, ender det i en vild jagt hvor de må flygte for deres liv. Flere beviser for en konspiration af usete proportioner kommer op til overfladen, men om det fra NASA, Det Hvide Hus, NRO, Senator Sexton eller andre der står bag er ikke  til at vide.

Morderisk Bedrag er endnu en virkelig spændende Dan Brown roman. Videnskab, teknologi og politik er hovedingredienserne i bogen som følger både NASA, de andre efterretningsforbund samt Det Hvide Hus i en større konspiration som udfolder sig perfekt og først giver endelige svar på de allersidste sider. Bogen er fyldt med teknologiske vendinger og facts, forklaringer af forsknings begreb og metoder og efterlader ingen tvivl om at Dan Brown har undersøgt emnerne i bogen ganske godt. Hvilket han på lettere blærende vis også selv gør opmærksom på på de første sider.

Grundskelettet i bogen ligner nærmest uhyggeligt meget det man finder i Engle & Dæmoner. Historien er selvfølgelig en helt anden og fokuser på rumteknologi, men alligevel kan man ved næsten hver del af bogen drage klare paralleller til den samme del i Engle & Dæmoner. Det virker lidt som om Dan Brown fandt en rigtig god måde at bygge en spændende bog op på, og så bare valgte en anden historie at klaske på. Det gør dog ikke bogen mindre spændende, og Dan Browns kendetegnende film-agtige skrivestil gør at bogen ryger hurtigt ned.

Som det også er tilfældet med Engle & Dæmoner, er personbeskrivelserne ikke særligt dybe. Bortset fra den startende romantiske affære mellem Rachel og Michael, er det det bagved liggende plot som har næsten hele opmærksomheden og der efterlades ikke mange sider til personudvikling. Det kan virke som en svaghed, men det er måske nærmere et udtryk for Dan Browns mål om at skrive en spændingsroman hvor farten holdes hele vejen igennem.

Den størst fejl jeg kan finde ved denne bog er den danske titel og omslag. Den fornuftige engelske titel Deception Point er blevet til Morderisk Bedrag og har samtidigt fået et lyserødt cover. Sammenlagt får det den lidt til at ligne en billig kærlighedsroman man finder på hylden under pornoen i en kiosk :D

Karakter: 8/10

8 stjerner

Anmeldt udgivelse: Dansk paperback – ISBN-13: 9788791746482
Originalt Udgivelses år: 2001
Sideantal: 549

Links:

Categories: Science Fiction, Spænding Tags:

Anmeldelse: Leif Davidsen – På udkig efter Hemingway

22 december, 2008 1 kommentar

På udkig efter Hemingway

Leif Davidsen er en af danmarks nok mest kendte forfattere, og har gennem de seneste knap 25 år skrevet en lang række internationale spændings og spion-romaner, hvor særligt det tidligere Sovjet og Rusland har været omdrejnings punkt. I sin seneste bog, På udkig efter Hemingway, er stedet flyttet til det kommunistiske Cuba, men ellers er ånden fra tidligere bøger meget den samme og man følger igen en midaldrende mand med en indre spion gemt i maven.

I På udkig efter Hemingway bliver vi introduceret til John Petersen, en skolelærer i slutningen af fyrrene fra Ringkøbing på den jydske vestkyst. Efter hans kones for tidlige død, beslutter han at følge sin passion, Ernest Hemingway, og tager på en længere orlovs ferie til Key West i det sydligeste USA for at følge i Hemingways fodspor. Her møder han Carlos, en ældre eksilcubaner, hvis datter stadig er bosat som læge i Cuba. De udvikler et venskab og da han bliver bedt om tage en besked med til hans datter, siger han derfor selvfølgelig ja.

Før afrejsen bliver han imidlertid kontaktet af en bekendt af Carlos, som viser sig at være fra FBI og  som involverer ham i en hemmelig mission og oplærer den gamle skolelærer i spion-tekniker såsom forfølgelse af biler, og at undgå selv at blive forfulgt af fjendtlige agenter. Efter ankomsten til Cuba, lærer John dog at ikke alt er som han er blevet fortalt og da han samtidigt kommer på sporet af en hidtil ukendt Hemingway skat, tager hans oplevelser på Cuba for alvor fart og han får brug for alle sine spion-trick for at overleve på den spansktalende ø.

Leif Davidsen er tidligere journalist, og det kan godt fornemmes. Store dele af bogen er skrevet nærmest som en journalistisk observation af politiske handlinger, stemningen i landet osv. Det er ikke direkte kedeligt, men heller ikke særligt spændende. Man får dog et godt indblik i Cuba og dets situation – så tæt på USA og alligevel så langt fra.

På udkig efter Hemingway er i vanlig Leif Davidsen stil skrevet i første-person, som altid får en historie til at virke mere personlig. John Petersen er en midaldrende dansker, hans datter er flyttet hjemmefra, hans kone er død og han har nået et nyt stadie i sit liv. Netop af den grund, er bogen måske også særligt henvendt  til denne aldersgruppe som kan sætte sig i hovedpersonens og forfatterens liv, som man fornemmer den er inspireret lidt af.

For mig var På udkig efter Hemingway en ganske fornuftig spændings roman, men ikke noget der skiller sig specielt ud fra mængden. Man skal de første 70 sider ind, før at historien tager fart og den begynder at blive spændende. Hemingway delen som er vævet ind i spion plottet er klart bogens største force, mens forløbet ellers er ret forudsigeligt. Der er selvfølgelig en række twists, men de er ikke særligt overraskende.

I det første oplag som jeg har min udgave fra, er det ved en fejl kommet ind at Miami ligger ved stillehavet, hvilket bliver nævnt flere gange. Jeg lagde personligt ikke mærke til denne detalje, men flere personer som har anmeldt bogen hos bogbutikken saxo er tilsyneladende blevet “revet ud af stemingen” og fået ødelagt deres læseoplevelse, hvilket måske vidner mere om deres fantasi end om bogens overordnede kvalitet :)

Karakter: 6/10

6 stjerner

Anmeldt udgivelse: Dansk hardback – ISBN-13: 9788759529195
Originalt Udgivelses år: 2008
Sideantal: 376

Links:

Anmeldelse: Dan Brown – Engle & Dæmoner

17 december, 2008 Ingen kommentarer

Engle & Dæmoner

Dan Brown er nok mest kendt for sin bestseller Da Vinci Mysteriet, som efter at have fået stor global opmærksomhed fra bl.a. religiøse grupper, blev filmatiseret i 2006 med Tom Hanks i hovedrollen som Harvard Professoren Robert Langdon.

Langdon optrådte dog for første gang i bogen Engle & Dæmoner fra 2000, som efter Da Vinci Mysteriets success fik nyvagt opmærksomhed og som af mange efterfølgende blev udråbt som værende endnu bedre end sin efterfølger. Engle & Dæmoner er derfor selvfølgelig også på vej til det store lærred, med en forventet biografpremiere i Maj 2009.

I Engle & dæmoner møder man Robert Langdon som er professor på det anerkendte Harvard universitet i USA, med speciale i religiøse symboler. Fra sin bopæl i USA, bliver han i starten af bogen hastekaldt under mystiske omstændigheder, til videnskabscenteret CERN ved grænsen mellem Frankrig og Schweiz. Her møder han direktøren fra CERN, Maximilian Kohler, som sætter ham ind i en makaber mordsag hvor en af centerets højtstående fysikere er blevet myrderet. Hans datter, Vittoria Vetra, afslører herefter at hende og faderen sammen har arbejdet på og skabt det revolutionerende og højteksplosive antistof ved hjælp af den store partikelaccelerator LHC (Large Hydron Collider). En lille beholder med stoffet, nok til at forsage en eksplosion på størrelse med en mindre atom-bombe, er blevet stjålet og en hemmelig efterforskning sættes igang.

Sporerne fører Langdon og Vetra til vatikanet i Rom, hvor en gammel anti-religiøs sekt ved navn Illuminati tilsyneladende er dukket op igen, efter at have været troet opløst i århundreder og truer nu vatikanets eksistens, da det afsløres at det farlige antistof er i deres hænder. Nye symbolske spor, fører derfra Langdon og Vetra rundt i det antikke rom i forsøget på at stoppe mordene på en række kardinaler, som Illuminati også står bag, og finde frem til antistoffet før det er for sent.

Engle & Dæmoner var den første af Dan Brown’s bøger jeg læste og hans andre bøger rykkede efter at have afsluttet den, et par pladser op på listen over bøger der skal læses engang i fremtiden. Det tog ganske få sider, før jeg var helt fanget af en historie om videnskabens kamp mod religionen. Fortalt på en utroligt spændende måde som inddrager store mængder historisk fakta og fiktion, videnskab, teknik samt mysterier i massevis og som formår at få en selv til at tænke nærmere over videnskabens og religionens betydning i vore dage.

Bogen er inddelt i mange små kapitler, hver på ganske få sider, som gør at man altid lige skal have et mere med. Det virker måske som et billigt trick, men det virker ganske fortræffeligt. Dan Browns skrivestil er som taget ud af en god spændings film, og der går aldrig mere end et par sider uden at der sker noget nyt som driver historien videre – hvilket gør den meget svær at ligge fra sig. Spændingen holdes konstant hele bogen igennem og har mange små plot-twists, samt ét større i slutningen.

Selvom det er en hurtig læst spændings roman, byder Engle & Dæmoner faktisk også på flere tankevækkende elementer. Bogen virker ganske vel researched,  hvilket er med til at gøre historien og dens beskrivelser af vatikanet, Rom og CERN mere troværdigt – selvom dens hovedplot måske ikke helt er det.  Jeg kan varmt anbefale bogen til alle der elsker en god spændende historie. Både ateister, religiøse  og andre vil ret sikkert finde noget at synes om i denne bog – og måske noget at tænke en ekstra gang over.

Karakter: 8/10

8 stjerner

Anmeldt udgivelse: Dansk paperback – ISBN-13: 9788791746253
Originalt udgivelses år: 2000
Sideantal: 551

Links:

Categories: Spænding Tags: