Arkiv

Arkiv for kategorien ‘Gys/thriller’

Anmeldelse: Stephen King – Rose Madder

22 december, 2008 Ingen kommentarer

Rose Madder

Stephen King er kendt som gysermesteren over dem alle og har siden 1974, hvor han debuterede med Carrie, udgivet en strøm af bøger inden for gyser/thriller genren, hvor det overnaturlige ofte spiller en stor rolle. Flere af hans bøger og noveller er blevet filmatiseret, bl.a. fornævnte Carrie, Den grønne mil og En verden udenfor, som alle bygger over han værker.

Selvom jeg har set mange af filmatiseringerne, hvor særligt miniserien Det Onde (It) står klar i min hukommelse, har gyser genren inden for bøger aldrig rigtigt været min smag. Jeg fik anbefalet Rose Madder af en veninde og stor Stephen King fan, hvis yndlings bog var netop Rose Madder. Bogen udkom på dansk i 1995, men kan ikke længere købes som ny. Jeg fandt dog en brugt kopi hos min antikvar og startede på min første Stephen King roman.

Rose Daniels (Rosie) bor sammen med den temperamentsfulde politimand Norman, i et hus i det nordøstlige USA. På fjortende år har hun været i det voldelige ægteskab, som hun blev gift ind i som ganske ung. Hun forlader kun med forlov huset én gang ugentligt for at købe ind, mens Norman er på arbejde. Hendes familie er blevet dræbt i en trafikulykke år forinden og Rose har ingen venner eller slægtninge at holde sig til.

En dag beslutter hun ved en opvækkende indskydelse at forlade Norman, en tanke hun aldrig har haft før. Mens han er på arbejde kæmper hun således med sig selv for at tage det første rigtige skridt ud af døren, videre ned af vejen og væk fra det eneste hjem hun kender til. I hendes plagede sind, får hun overtalt sig selv til at tage en bus mod midtvesten og lander i en ukendt storby, næsten uden penge eller andet på hånden.

En hjælpsom mand i busterminalen får dog henvist hende til at hjem for voldsramte kvinder, som hjælper hende med at få gennemarbejdet hendes oplevelser med andre i samme situation og skaffer hende et job så hun kan stå på egne ben. Norman er dog ikke typen der giver op let og med hans baggrund som efterforsker i politiet, får han sporet Rosie til hendes nye tilholdssted, netop som hendes liv er ved vende til det bedre.

Imellemtiden møder Rosie en sød fyr ved navn Bill i en pantelåner butik, hvor hun også bliver betaget af og  køber et ganske besynderligt maleri af en maler ved navn Rose Madder. Hun starter ganske forsigtigt et forhold med Bill,  får tildelt en lille lejlighed i et ghetto kvarter og er lykkeligere end hun nogensinde har været før. Da Norman ankommer til byen, tager hendes liv dog igen en drejning mod det værre og hun må tage kampen op imod sin sindsyge og voldelige eksmand.

Rose Madder er en anderledes bog end den slags jeg plejer at læse. Historien om en kvindes flugt fra et langt voldeligt ægteskab og en virkelig psykopatisk mand er god, velskrevet og kommer fint rundt om både frygten, hadet og håbet som må forekomme i en sådan situation.

Plottet kommer dog lidt til kort, når det overnaturlige element taget sit indtog i historien 2/3 inde. Det virker forceret og passer på en måde ikke rigtigt ind, men virker mere som en irrelevant tilføjelse som Stephen King mente skulle med, for at gøre bogen mere uhyggelig. Det overnaturlige, i form af maleriet med Rose Madder, skulle ifølge  information jeg har fundet på nettet, være let florbundet med Stephen King’s store Mørke Tårn serie, men når man ikke har læst de bøger, er det svært at få noget ud af den sammenhæng.

I stedet kommer Rose Madder til at fremstå som en samfundsroman der kunne have været rigtig god, men som bliver ødelagt af et forstyrrende element hen imod slutningen. Det kan dog også være at Rose Madder og dens genre bare ikke er min stil.

Karakter: 6/10

6 stjerner

Anmeldt udgivelse: Dansk hardback – ISBN-10: 8741400860
Originalt Udgivelses år: 1995
Sideantal: 447

Links:

Categories: Gys/thriller Tags:

Anmeldelse: Stephenie Meyer – Twilight

17 december, 2008 Ingen kommentarer

Twillight

Stephenie Meyer’s romatiske vampyr serie (Twilight Sagaen) er blevet et fænomen i flere engelsk talende lande, særligt i USA og Englangd topper de fire bøger i serien salgs listerne på næsten uhyggelig vis. Den første bog er netop blevet filmatiseret og har slået flere store rekorder for billetsalg. Alene af de to grunde, synes jeg det var interessant at læse i hvert fald den første bog og se hvad all the fuss handlede om.

Den første bog i serien hedder Twilight og handler om den 17 årige Isabelle som flytter fra sin mor i det solrige Phoenix i USA, til den nordlige og altid overskyede by Forks hvor hendes far stadig bor. Den lidt underlige pige, ja sådan beskriver hun også sig selv, begynder i High-school og fortsætter i hvad synes at være et voldsomt kedeligt liv. Det er da lige indtil hun får øje på Edward, en ubeskrivelig flot dreng som opfører sig underligt og som hun med det samme bliver dybt fascineret af.

At bogen handler om romatik og vampyrer bør ikke komme som en overraskelse for nogen potentielle læsere. Dels er det ca. præcis hvad den alle steder bliver omtalt som og dels fremgår det som et citat fra bogen på bogsiden af paperpack versionen. Hvad der til gengæld ikke fremgår helt præcist, er hvor meget af hver del bogen indeholder – er det mon mest romatik eller mest vampyr gys ?

Svaret på det spørgsmål får man hurtigt. Bogen er skrevet i førsteperson, og man følger Isabella og hender tanker utroligt tæt. Heldigvis er Isabella lidt mere interessant end de fleste andre personer og at høre hendes tanker er til tider både sjovt og interessant, især i starten. Som fyr er det lidt sjovt at læse hvordan en pige måske tænker, mens bogens hovedpublikum i form af teenagepiger nok kan sætte sig anderledes en i hendes tanker og føle med hende.

Personligt fandt jeg det interessant indtil en 150-200 sider inde, hvor det hele begynder at blive lidt ensformigt og hendes konstante tanker om kærlighed og selvtillid bliver lidt for meget og får bogen til at gå i stå. Derfor er det måske heldigt at vampyr-historien omkring samtidigt begynder at tage lidt form og man opdager, selvom det aldrig var nogen overraskelse, at Edward er en vampyr, men den "gode" slags naturligvis, som ikke jager mennesker. Han er derimod smuk, stærk, hurtigt, kan læse hendes tanker og er ikke mindst fuldstændigt smask forelsket i hende – hvilken ting der så er mest realistisk, må man selv bedømme.

Hvis man tror at vampyrdelen derfra så bliver den bærende del af historien, så tager man til gengæld fejl. For selvom man bliver introduceret til Edwards "familie", hører lidt om deres historie og en fremmed ondskabsfuld vampyr-stamme kommer ind i billedet og truer deres tilværelse, forbliver det Bella’s konstante tanker om Edward og deres kærlighed til hinanden der dominerer historien fra start til slut, og jeg følte aldrig rigtigt at vampyr-plottet var andet end et element til at skille Twilight udfra lignende bøger. Om det ændrer sig nævneværdigt i de tre efterfølgende bøger skal jeg ikke kunne sige, men jeg tillader mig at tvivle.

Twilight er, som jeg jo egentligt godt vidste i forvejen, en ikke særligt dyb kærlighedsroman skrevet til teenagepiger og selvom Bella’s lidt særlige men også meget ærlige tanker om livet og ikke mindst kærlighed, til tider er underholdene læsning formår den aldrig rigtigt at blive interessant. Er man ikke en fyr på 21, men en pige omkring de 14-17 år kan det derimod sagtens tænkes at man kan få meget mere ud Twilight – salgstallene for både bøger og film taler i hvert fald for sig selv.

Rygtet vil sige at den danske oversættelse (Tusmørke) ikke er særligt god, og jeg bruge derfor den originale engelske udgave som grundlag for anmeldelsen. Skrevet på letlæseligt engelsk med ganske få specielle ord, kan den sagtens anbefales til de fleste med et normalt engelsk ordforråd.

Karakter: 5/10

5 stjerner

Anmeldt udgivelse: Engelsk paperback – ISBN-13: 9780316015844
Originalt udgivelses år: 2006
Sideantal: 498

Links:

Categories: Gys/thriller, Romantik Tags: