Arkiv

Arkiv for december, 2008

Anmeldelse: Wilbur Smith – I løvens spor

23 december, 2008 Ingen kommentarer

A Sparrow Falls (I løvens spor)

Wilbur Smith er en sydafrikansk forfatter som siden 1964 har udgivet en lang række eventyr, alle sat på det Afrikanske kontinent. Senest har han skrevet fire bøger omhandlende det gamle egypten, men han er nok mest kendt for sine Courtney serie af bøger, som tidsmæssigt strejker sig fra år 1600 til slutningen af 1900-tallet.

Den første sekvens af tre bøger starter med When the Lion Feeds fra 1964, som var Smith’s debutroman med et første oplæg på 10.000 kopier. De  tre bøger handler om Sean Courtney og følger ham fra før Zulu-krigene i 1870’erne og til efter dannelsen af den Sydafrikanske Union i 1910.

Den tredje bog i den første sekvens udkom i 1977 og afslutter historien om Sean Courtneys liv i det sydlige Afrika. A sparrow falls fik den danske titel I løvens spor, da den udkom i danmark samme år i to bind og det er denne udgave jeg har læst og anmeldt her.

Bogen starter under 1. verdenskrig hvor man møder Mark Anders, søn af en sydafrikansk farmer og en fantastisk skytte, som i den kolde vinter i slutningen af krigen bliver sat ind for at få ramt på en tysk sniper. General Sean Courtney har beføjelsen i samme område og her mødes de to mænd med en fælles baggrund for første gang.

Efter krigen vender Mark Anders tilbage til Afrika og hans bedstefars landområde hvor han er vokset op som barn. Her må han dog sande at jorden er blevet overtaget af andre og at hans bedstefar er død under mystiske omstændigheder, efter sigende i en jagtulykke.

Mark Anders vil dog ikke lade hans land og det eneste han kender og holder af  blive taget fra ham så let, og starter derfor sin egen undersøgelse af omstændighederne i bedstefaderens død. Her kommer han dog hurtigt i sammenstød med Dirk Courtney, søn af den respekterede general Sean Courtney, men som modsat sin far viser sig at være blottet for moral og dybt korrupt i sin søgen efter magt og rigdom. Dirk Courtney ‘s navn dukker op igen og igen i hans bestræbelser på at finde hans bedstefars morder og han opdager at Dirk Courtney har store planer for de vilde naturområder som Mark Anders har kært.

Mark Anders møder senere i historien Sean Courtney igen og de to opbygger langsomt en gensidig respekt og et helt særligt venskab. Mark Anders får tilbudt et godt job som privatsekretær for den gamle general og han møder hans forkælede unge datter Storm. Da en borgerkrig bryder ud,  må Mark Anders dog igen tage sit trofaste gevær i brug og oplever igennem en gammel bekendt den grufulde krig fra begge sider.

Efter krigen er noget ændret i Mark og Sean Courtney, som selv har oplevet krigens ar på sjælen, gør ham til vogter for et stort naturreservat ved navn Chakas Port. Her kommer han dog igen i konflikt med Dirk Courtney og hans planer for området, hvilket leder til det endelige opgør imellem Mark Anders, Sean Courtney og den fortabte søn Dirk.

I løvens spor er en af de mest gribende og spændende bøger jeg har læst. Historien om Mark Andersons hjemvenden fra  1. verdens krig til et hjemland som siden er blevet korrupt og hans kamp imod overmagten er utrolig spændende og meget velfortalt. Landets udvikling, den smukke natur, konflikten mellem Sean Courtney og hans søn Dirk og Mark Anders’ centrale rolle, bliver malet tydeligt for læseren.

Mark Anders er en godt skrevet personlighed som man nemt holder med, men som samtidigt viser sig fra sine dårligere sider flere gange i bogen, hvilket er med til at gøre ham mere realistisk og interessant.

I løvens spor er en historie og et afrikansk eventyr der virkeligt fænger. En perfekt afslutning på Wilbur Smiths oprindelige Courtney trilogi og muligvis Wilbur Smiths allerbedste bog.

Karakter: 9/10

9 stjerner

Anmeldt udgivelse: Dansk hardback – ISBN-10: 8775311321
Originalt Udgivelses år: 1977
Sideantal: 522 (samlet for begge bind i den anmeldte udgave)

Links:

Anmeldelse: Stephen King – Rose Madder

22 december, 2008 Ingen kommentarer

Rose Madder

Stephen King er kendt som gysermesteren over dem alle og har siden 1974, hvor han debuterede med Carrie, udgivet en strøm af bøger inden for gyser/thriller genren, hvor det overnaturlige ofte spiller en stor rolle. Flere af hans bøger og noveller er blevet filmatiseret, bl.a. fornævnte Carrie, Den grønne mil og En verden udenfor, som alle bygger over han værker.

Selvom jeg har set mange af filmatiseringerne, hvor særligt miniserien Det Onde (It) står klar i min hukommelse, har gyser genren inden for bøger aldrig rigtigt været min smag. Jeg fik anbefalet Rose Madder af en veninde og stor Stephen King fan, hvis yndlings bog var netop Rose Madder. Bogen udkom på dansk i 1995, men kan ikke længere købes som ny. Jeg fandt dog en brugt kopi hos min antikvar og startede på min første Stephen King roman.

Rose Daniels (Rosie) bor sammen med den temperamentsfulde politimand Norman, i et hus i det nordøstlige USA. På fjortende år har hun været i det voldelige ægteskab, som hun blev gift ind i som ganske ung. Hun forlader kun med forlov huset én gang ugentligt for at købe ind, mens Norman er på arbejde. Hendes familie er blevet dræbt i en trafikulykke år forinden og Rose har ingen venner eller slægtninge at holde sig til.

En dag beslutter hun ved en opvækkende indskydelse at forlade Norman, en tanke hun aldrig har haft før. Mens han er på arbejde kæmper hun således med sig selv for at tage det første rigtige skridt ud af døren, videre ned af vejen og væk fra det eneste hjem hun kender til. I hendes plagede sind, får hun overtalt sig selv til at tage en bus mod midtvesten og lander i en ukendt storby, næsten uden penge eller andet på hånden.

En hjælpsom mand i busterminalen får dog henvist hende til at hjem for voldsramte kvinder, som hjælper hende med at få gennemarbejdet hendes oplevelser med andre i samme situation og skaffer hende et job så hun kan stå på egne ben. Norman er dog ikke typen der giver op let og med hans baggrund som efterforsker i politiet, får han sporet Rosie til hendes nye tilholdssted, netop som hendes liv er ved vende til det bedre.

Imellemtiden møder Rosie en sød fyr ved navn Bill i en pantelåner butik, hvor hun også bliver betaget af og  køber et ganske besynderligt maleri af en maler ved navn Rose Madder. Hun starter ganske forsigtigt et forhold med Bill,  får tildelt en lille lejlighed i et ghetto kvarter og er lykkeligere end hun nogensinde har været før. Da Norman ankommer til byen, tager hendes liv dog igen en drejning mod det værre og hun må tage kampen op imod sin sindsyge og voldelige eksmand.

Rose Madder er en anderledes bog end den slags jeg plejer at læse. Historien om en kvindes flugt fra et langt voldeligt ægteskab og en virkelig psykopatisk mand er god, velskrevet og kommer fint rundt om både frygten, hadet og håbet som må forekomme i en sådan situation.

Plottet kommer dog lidt til kort, når det overnaturlige element taget sit indtog i historien 2/3 inde. Det virker forceret og passer på en måde ikke rigtigt ind, men virker mere som en irrelevant tilføjelse som Stephen King mente skulle med, for at gøre bogen mere uhyggelig. Det overnaturlige, i form af maleriet med Rose Madder, skulle ifølge  information jeg har fundet på nettet, være let florbundet med Stephen King’s store Mørke Tårn serie, men når man ikke har læst de bøger, er det svært at få noget ud af den sammenhæng.

I stedet kommer Rose Madder til at fremstå som en samfundsroman der kunne have været rigtig god, men som bliver ødelagt af et forstyrrende element hen imod slutningen. Det kan dog også være at Rose Madder og dens genre bare ikke er min stil.

Karakter: 6/10

6 stjerner

Anmeldt udgivelse: Dansk hardback – ISBN-10: 8741400860
Originalt Udgivelses år: 1995
Sideantal: 447

Links:

Categories: Gys/thriller Tags:

Anmeldelse: Leif Davidsen – På udkig efter Hemingway

22 december, 2008 1 kommentar

På udkig efter Hemingway

Leif Davidsen er en af danmarks nok mest kendte forfattere, og har gennem de seneste knap 25 år skrevet en lang række internationale spændings og spion-romaner, hvor særligt det tidligere Sovjet og Rusland har været omdrejnings punkt. I sin seneste bog, På udkig efter Hemingway, er stedet flyttet til det kommunistiske Cuba, men ellers er ånden fra tidligere bøger meget den samme og man følger igen en midaldrende mand med en indre spion gemt i maven.

I På udkig efter Hemingway bliver vi introduceret til John Petersen, en skolelærer i slutningen af fyrrene fra Ringkøbing på den jydske vestkyst. Efter hans kones for tidlige død, beslutter han at følge sin passion, Ernest Hemingway, og tager på en længere orlovs ferie til Key West i det sydligeste USA for at følge i Hemingways fodspor. Her møder han Carlos, en ældre eksilcubaner, hvis datter stadig er bosat som læge i Cuba. De udvikler et venskab og da han bliver bedt om tage en besked med til hans datter, siger han derfor selvfølgelig ja.

Før afrejsen bliver han imidlertid kontaktet af en bekendt af Carlos, som viser sig at være fra FBI og  som involverer ham i en hemmelig mission og oplærer den gamle skolelærer i spion-tekniker såsom forfølgelse af biler, og at undgå selv at blive forfulgt af fjendtlige agenter. Efter ankomsten til Cuba, lærer John dog at ikke alt er som han er blevet fortalt og da han samtidigt kommer på sporet af en hidtil ukendt Hemingway skat, tager hans oplevelser på Cuba for alvor fart og han får brug for alle sine spion-trick for at overleve på den spansktalende ø.

Leif Davidsen er tidligere journalist, og det kan godt fornemmes. Store dele af bogen er skrevet nærmest som en journalistisk observation af politiske handlinger, stemningen i landet osv. Det er ikke direkte kedeligt, men heller ikke særligt spændende. Man får dog et godt indblik i Cuba og dets situation – så tæt på USA og alligevel så langt fra.

På udkig efter Hemingway er i vanlig Leif Davidsen stil skrevet i første-person, som altid får en historie til at virke mere personlig. John Petersen er en midaldrende dansker, hans datter er flyttet hjemmefra, hans kone er død og han har nået et nyt stadie i sit liv. Netop af den grund, er bogen måske også særligt henvendt  til denne aldersgruppe som kan sætte sig i hovedpersonens og forfatterens liv, som man fornemmer den er inspireret lidt af.

For mig var På udkig efter Hemingway en ganske fornuftig spændings roman, men ikke noget der skiller sig specielt ud fra mængden. Man skal de første 70 sider ind, før at historien tager fart og den begynder at blive spændende. Hemingway delen som er vævet ind i spion plottet er klart bogens største force, mens forløbet ellers er ret forudsigeligt. Der er selvfølgelig en række twists, men de er ikke særligt overraskende.

I det første oplag som jeg har min udgave fra, er det ved en fejl kommet ind at Miami ligger ved stillehavet, hvilket bliver nævnt flere gange. Jeg lagde personligt ikke mærke til denne detalje, men flere personer som har anmeldt bogen hos bogbutikken saxo er tilsyneladende blevet “revet ud af stemingen” og fået ødelagt deres læseoplevelse, hvilket måske vidner mere om deres fantasi end om bogens overordnede kvalitet :)

Karakter: 6/10

6 stjerner

Anmeldt udgivelse: Dansk hardback – ISBN-13: 9788759529195
Originalt Udgivelses år: 2008
Sideantal: 376

Links:

Anmeldelse: Conn Iggulden – Bones of the Hills

22 december, 2008 Ingen kommentarer

Bones of the Hills

Bones of the Hills er den tredje bog i Conn Iggulden’s trilogi om Djengis Khan og hans erobringer. Bones of the Hills tager sin begyndelse et par år efter handlingerne i Lords of the Bow, (På dansk: Fjendeland) hvor Djengis selv er taget tilbage til de Mongolske stepper og hans sønner er blevet sendt ud sammen med hans generaler for at blive voksne krigere. Jochi med Tsubodai mod nord, hvor de støder ind i en russisk deligation og Jochi beviser sit mod og sin snuhed. Chagatai med Jelme mod Øst og Ogedai med Khasar, længere sydpå i det smuldrende kinesiske emperie.

Fra hjemlandet sender Djengis 3 år senere bud efter sine generaler og planlægger en kampagne mod mellemøsten, nærmere betegnet emperiet Khwarezm, som dengang bl.a.  bestod af datidens Afghanistan, Uzbekistan og Turkmenistan.  Her er flere af hans udsendte diplomater hensynsløst blevet dræbt og tørsten efter hævn er endnu engang drivkraften bag Djengis’ handlinger. Ved samlingen af nationen i Mongoliet, bluser konflikten mellem Jochi, den formodede uægte søn, og Chagatai op med endnu større kraft  og det kommer igennem bogen til flere konfrontationer de to brødre imellem. De får dog begge tildelt en tuman (10.000 krigere) som er under deres kommando og hele nationen bevæger sig over bjergene i vest.

I mellemøsten møder de Shah Ala ad-Din Muhammad, den øverste magthaver i Khwarezm, og hans hær som er større end nogen de tidligere har mødt og bl.a. har krigselefanter og heste der næsten matcher mongolernes i udholdenhed. Opgøret mod Shah’en og senere hans søn, bliver det blodigste som Djengis og hans folk endnu har oplevet og svaghed begynder for første gang at kunne anes i hans rækker. Samtidigt kulminerer konflikten mellem hans to ældste sønner og Djengis udnævner hen imod slutningen af bogen sin efterfølger, der skal være Khan for nationen efter hans egen død.

Med Bones of the Hills fortsætter Iggulden sin fremragende fortælling om det mongolske emperium, med stor indsigt i slagenes gang og indblik i følelserne hos personerne bag. Det er interessant at følge hvordan både Djengis, hans brødre og generaler udvikler sig igennem de tre bøger. Fra børn til ældre mænd som har set mere end de fleste. Der er ligeledes fokus på hans sønner og deres interne magtkampe om at blive den næste Khan eller blot accepteret.

Der er flere lidt anderledes segmenter i Bones of The Hills, sammenlignet med de to forgængere. Bl.a. følger man Shah Ala ad-Din Muhammad og hans søn Shah Jalal Al-Din over flere kapitler i deres flugt fra Mongolerne. En anden lidt anderledes, men utrolig spændende del, handler om jagten på en hundrede år gammel kult af snigmordere som er blevet hyret af Shah’en til at myrde Djengis. En jagt som ender i nogle smalle bjergpas hvor kulten har deres hemmelige tilholdsted og som udsætter Djengis for en type af fare som han ikke tidligere har stået over for.

Conn Iggulden tager igen udgangspunkt i de tilgængelige historiske fakta og skriver ud fra dette fundament sin egen spændende fortælling om Djengis’ sidste år. Selvom flere dele er ren digtning og særligt slutningen samt Jochi’s fortælling i stor grad er fri fantasi, holder Iggulden sig i det store og hele inden for rammerne af historien. Således vil man ved diskussion om Djengis med andre formentligt stadig have ret stærke godt på hånden.

Har man læst de to første bøger i denne episke serie, skal man selvfølgelig også læse den tredje. Har man ikke læst de to første, anbefaler jeg klart at man gør det, før man går igang med denne. Selvom man formentligt godt kan læse den individuelt, vil man mangle indsigten i karakterens personlige udvikling og helt sikkert ikke kunne leve sig lige så godt ind i handlingen.

Bones of the Hills er endnu ikke udkommet på dansk, og eftersom to’eren først netop er kommet som hardback herhjeme, skal vi formodentligt et par måneder ind i 2009 før den får sin danske udgivelse.  Ifølge Iggulden selv, er der  planlagt yderligere tre bøger i serien som vil omhandle Djengis’ efterfølgeres liv og deres egne videre erobringer. Den første vil man formentlig, taget udgivelsestiden mellem de tidligere bøger i betragtning, kunne se i handlen i tredje kvartal 2009 og jeg skal i hvert fald have fat i en kopi med det samme.

Som en anbefaling til alle der skulle være blevet liget så bidt af Iggulden’s bøger som jeg selv, vil jeg forslå at besøge hans officielle forum hvor bøgerne bliver diskutteret flittigt og hvor han endda selv deltager i debatten fra tid til anden. Linket til forummet finder du under links, nedenunder karakteren.

Karakter: 8/10

8 stjerner

Anmeldt udgivelse: Engelsk hardback – ISBN-13: 9780007201785
Originalt Udgivelses år: 2008
Sideantal: 416

Links:

Categories: Historisk fiktion Tags:

Anmeldelse: George Orwell – 1984

20 december, 2008 2 kommentarer

1984

George Orwell’s 1984, er en af den slags bøger som de fleste har hørt eller ved noget om, men som det efter min erfaring er ganske få der rent faktisk har læst. Jeg selv inklusiv, indtil for nylig. Udtrykket "Big Brother is watching" er nok et udtryk de fleste kender men som færre nok ved har sin oprindelse i denne klassiker fra 1949. Når emner som internet censurering, overvågning af gaderne for at stoppe vold i nattelivet og Muhammed tegningerne diskuteres, er det ofte 1984 som nævnes som skrækscenariet for hvor udviklingen vil føre hen når fri-tale og udtrykkelse bliver begrænset.

I 1984 følger man den 39-årige fraskilte mand Winston Smith. Han bor i London, som nu er del af superkontinentet Oceania som også består af USA, Afrika mv. og som sammen med Eurasia og Eastasia er de tre supermagter som styrer verden. Dannelsen af disse superkontinenter er opstået en rum tid efter 2. verdens krig og de 3 kontinenter er i konstant krig med hinanden – sådan da. Krigen udvikler sig nemlig i realiteten aldrig rigtigt, men bruges som et middel til at fremme had og fjendtlighed.

Det nye kontinent Oceania styres med hård hånd af Partiet og den øverste magt Big Brother, som ingen ved om er en rigtig person eller blot en frontfigur. Borgerne er konstant overvåget af tankepolitiet, ved hjælp af bl.a. telescreens, en slags to-vejs kommunikations fjernsyn som ikke kan slukkes og som overvåger alt hvad du foretager dig i dit hjem og rundt om i byen mens det samtidigt transmitterer ustoppelig propaganda til alle indbyggerne om partiets godhed. Partiets slogan er ganske sigende.

War is Peace. Freedom is Slavery. Ignorance is Strength.

Indbyggerne holdes i et konstant videns-tomrum, hvor alt historie før partiets opståen er blevet slettet fra historiebøgerne og hvor kendt viden ændres med tilbagevirkende kraft, så det matcher den nuværende situation eller Partiets udlægning af den. Indbyggerne selv opfostres med princippet om Doublethink ; evnen til at kende to modstridende udsagn og  acceptere dem begge, hvilket gør dem i stand til oprigtigt at tro på Partiets udlægning af sandheden men samtidigt underbevist vide at det modsatte er rigtigt. Når alle aviser, bøger, fotografier osv. således rettes i én uendeligehed og borgernes tanker og hukommelse kontrolleres via doublethink, betyder det at fortiden essentialt ikke har eksisteret og historien er sat på pause i dens nuværende udgave. Oprør overfor partiet er utænkeligt, for ingen ved at de har det dårligt eller at livet nogensinde har været bedre.

Børn lærer fra barnsben at distancere sig selv fra og anmelde forældre og bekendte i tilfælde af  tankekriminalitet (thoughtcrime). Familie, venskab og kærlighed er således udryddet når had og mistro til alt og alle andre end Partiet og Big Brother bliver den normale sindsstemning. Et had som ikke mindst rettes mod Oceanias fjender i det daglige "To minutters had"  segment, hvor alle tvinges til at se propaganda om Partiets fjender.

Selv sproget og dermed og dermed ordene som indbyggernes tanker er formet af, ændres. Med indførslen af Newspeak, en videreudvikling af det engelske sprog hvor alle unødvendige og følelsmæssige ord er skåret væk. F.eks. er der ifølge Paritet ingen grund til at ordet good s modsætning er bad , når ungood kan bruges og hvorefter have udtryk som excellent og splendid når plusgood og doubleplusgood dækker behovet lige så godt.

Winston er  en del af det Ydre Parti som tæller omkring 10%  af befolkningen og arbejder som en af utallige i Sandheds Ministeriet (The Ministry of Truth), hvor han hver dag redigerer tidligere artikler, bøger o.l. hvor indholdet ikke længere er ens med Partiets sandhed. Winston er dog en af få som ikke er blevet helt hjernevasket og hvor doublethink ikke har overtaget hans egen logik. I en verden hvor alt glæde er fjernet, med undtagelse af glæden og Partiets krigssejre, er Winston deprimeret og alene. Hans tilværelse tager dog en drejning da han møder Julia, en yngre kvinde som deler hans syn på verden og det indre had til Partiet.

Sammen drømmer de om at blive medlem af det rygtede Broderskab (The Brotherhood), med den rebelske Goldstein i spidsen ,som kæmper imod Partiet. Ingen ved rigtigt om Broderskabet virkeligt eksisterer eller hvordan man i så fald kommer i kontakt med dem, selvom Partiet skyder skylden for alle onder på Goldstein. Winston og Julia får dog kontakt til et medlem af det Inde Parti, O’brien, som viser sig at være dobbeltagent og en af de hemmelige overhoveder  i Broderskabet. Han lover at gøre dem til agenter for modstandsbevægelsen og de sværger at udføre alle handlinger de blevet bedt om  under hans kommando, uanset konsekvens.

Selvom et af midlerne til total kontrol over indbyggerne i 1984 er konstant overvågning, er overvågning som sådan ikke det overordnede tema som man måske skulle tro. 1984 handler derimod om politiske ideologier og magtstyring. Oceania og verdenen i 1984 bærer tydeligt præg af at være baseret på Sovjetunionen og Nazi Tyskland og da bogen blev skrevet i slutningen af 1940’erne, har en verdensmagt som den der beskrives i 1984 måske ikke virket så fjern som den gør i dag.

George Orwell’s 1984 er en tidløs klassiker som selv 60 år efter den er skrevet er ganske tankevækkende og sagtens kan læses af vores generation. Den tegner et dystopisk portræt af et totalitært samfund hvor individet er gjort irrelevant og hvor alt information og tanker kontrolleres af det magthavende parti.

Det er svært for mig at give en bog som 1984 en karakter, fordi den ikke rigtigt kan sammenlignes med noget andet jeg har læst. Som et politisk værk er det en fantastisk bog som man kan tænke meget over i langt tid efter. Som roman og underholdning, er 1984 til gengæld ofte meget tung og langsom, med længere perioder hvor historien nærmest stopper og en lang gennemgang af en politisk ideologi får frit løb og skrivestilen alene kan måske få nogen til at give op halvvejs.

Den engelske udgave som jeg har læst, indeholder mange specielle ord som man ikke i dag bruger i daglig tale, ligesom de opfundne ord og principper i 1984 kan være svære at holde rede på  –  f.eks. Doublethink og Newspeak. Har man mod på at læse et vigtigt litterært politisk værk og har man ikke noget imod formentligt at skulle slå et par ord op i ordbogen eller google dem med jævne mellemrum, kan 1984 klart anbefales – om ikke andet så ved man efterfølgende oprigtigt hvad der refereres til når 1984 bliver nævnt i samfundsdebatten. Og det kan måske være grund nok i sig selv.

Karakter: 9/10

9 stjerner

Anmeldt udgivelse: Engelsk paperback – ISBN-13: 9780451524935
Originalt Udgivelses år: 1949
Sideantal: 328

Links:

Categories: Politik/ideologi Tags:

Anmeldelse: Khaled Hosseini – Drageløberen

19 december, 2008 Ingen kommentarer

Drageløberen

I kølvandet på indvaderingen af Afghanistan efter den 11. September 2001, dukkede der i 2003 en ny forfatter frem med en god historie på hjertet. Den afghansk-amerikanske Khaled Hosseini blev  med Drageløberen hurtigt meget populær og en kritikerrost film bygget over bogen blev udgivet i 2007.

I drageløberen følger man drengen Amir, hans far "Baba", deres tjener Ali og hans søn Hassan, som lever I Kabul i Afghanistan i slutningen 60’erne og starten af 70’erne. Amir’s far er en, efter standarden, velhavende handelsmand og de bor i et stort hus med have og lever et fredeligt liv.

Når Amir ikke går i skole, bruger han og Hassan tiden på at lege og Amir læser Afghanske eventyr højt for den analfabete Hassan, som ikke går i skole. Deres yndligs aktivitet er drageopsætning og den årlige konkurrence som alle Kabuls børn deltager i, er årets begivenhed for de to drenge. Amir drømmer mere end noget andet om at vinde konkurrencen, ligesom hans far gjorde det da han var barn – så hans far kan blive stolt af ham.

Hassan er den bedste drageløber i byen og evigt trofast over for Amir. Men venskabet er ikke altid let herre og tjener imellem og Amir ender under dragekonkurrencen i en uoverskuelig situation hvor han af frygt forråder Hassan. En handling der for altid ændrer drengenes venskab.

Et pår år senere står den sovjetiske hær for døren og Amir og Baba flygter under rædselsvækkende omstændigheder til Pakistan og derfra videre til Califonien i USA. Her bliver den før rige Baba nødt til at arbejde i et underbetalt job, alt imens han og Amir prøver at bygge deres tilværelse op igen. Mange år efter, dukker en skygge fra fortiden i Afghanistan op og en velbevaret hemmelighed tvinger Amir til at rejse tilbage til Afghanistan, hvor det ekstremt islamistiske Taliban styre har ændret landet fuldstændigt, fra det land han husker som barn.

Khaled Hosseini’s debutroman i form af Drageløberen, er et spændende drama som fortæller en jordnær og nærmest alt for realistisk historie om et folkefærd som har levet under krig og elendighed i generationer. Bogen formår at give et bedre indblik i landets historie og dem der bor der, end samtlige seneste års tv-aviser har gjort.

Drageløberen er en dybt rørende og ganske fortræffelig roman som rammer en i både hjertet og hjernen og for altid ændrer synet på de sidste års begivenheder i det krigshærgede land i mellemøsten. Et land der ikke kun består af terrorister og overreligiøse fanatikere, men et land med ganske almindelige familier og legende børn med planer og visioner for fremtiden.

Sidste år udkom Khaled Hosseini’s anden bog, Under en strålende sol, som følger to afghanske kvinders skæbne under samme periode som Drageløberen. Bogen har, ligesom sin forgænger, fået stor internationalt ros og ligesom denne er det en fantastisk bog, som du vil kunne finde en boganmeldelse af her på siden snarest.

Karakter: 9/10

9 stjerner

Anmeldt Udgivelse: Dansk hardback – ISBN-13: 9788777147814
Originalt udgivelses år: 2003
Sideantal: 258

Links:

Categories: Drama Tags: , ,

Anmeldelse: Stieg Larsson – Mænd der hader kvinder

19 december, 2008 Ingen kommentarer

Mænd der hader kvinder

Svenskerne har mange gode krimiforfattere, men i 2005 kom en debutant på banen, som de sidste år har fejet alt konkurrence væk på det nordiske marked. Stieg Larssons tre bøger i Millennium-serien om Lisbeth Salander og Mikael Blomkvist, lå i længere tid som nr. 1,2 og 3 på den svenske bestseller liste, og også i Denmark er den nu afdøde forfatters bøger blevet revet væk fra hylderne.

Stieg Larsson nåede at indlevere manuskriptet til sine 3 første (ud af 10 planlagte) bøger om det akavede makkerpar, men døde før de nåede at blive udgiftet. Et faktor der nok også har været med til at drive salget i form af effektiv mund-til-mund markedsføring.

I Mænd der hader kvinder møder man Mikael "Kalle" Blomkvist, en halvt-berømt erhversjournalist som driver et lille blad kaldet Millennium, men som dog er kommet i klemme i hans dækning af en sag om storbedrageri hvor han er blevet anklaget for tilsmudsning og bagvaskelse.

Oven på skandalen, bliver Mikael kaldt til den lille by Hedeby i midten af sverige, af en tidligere stor leder i det svenske erhvervsliv, Henrik Vanger, under dække af at skulle skrive Vanger familiens slægthistorie. Han finder imidlertidig hurtigt ud af at hans virkelig opgave er at opklare et over 40 år gammelt mord, som Vanger har været besat af lige siden – en opgave som selvsagt bliver noget anderledes end han havde forestillet sig, men som giver ham mulighed for at komme væk fra Stockholm i en periode.

Man bliver også introduceret til Lisbeth Salander, en underlig ung kvinde med meget specielle evner inden for IT og en ganske særlig, lidt skræmmende, men dybt fascinerende personlighed. Hun bliver blandet ind i Vanger affæren og ender med at spille en afgørende rolle i sagens opklaring, i samarbejde med Mikael Blomkvist.

Mænd der hader kvinder handler i høj grad om erhvervslivet og det enkelte menneskes moral. Firmaer, personer og hændelser er skrevet i nærmest minutiøse detaljer og Vanger-koncernen og Wennerström affæren er beskrevet så omfattende at den næsten fremstår lige så virkelig som IT-factory skandalen herhjemme.

På mange måder er Mænd der hader kvinder bygget op som den klassiske "var det butleren ?" krimi, hvor et mord finder sted på et isoleret sted og en person udefra bliver kaldt til for at opklare mordet, alt imens han bliver manipuleret og vildledt af personerne rundt om den myrdede person. Derfra skiller Mænd der hader kvinder sig dog ud fra normen og byder på både hackere, biljagter og super-journalister.

Jeg samlede bogen op i Lufthavnen i sommers, hvor jeg var for tidligt til mit fly og før jeg nåede til Kroatien havde jeg læst de første 150 sider – jeg kunne dårligt ligge den fra mig. Som en af mine kvindelige medrejsende mindede mig om, er bogens måske eneste downside navnet, som for uindviede kan virke en smule provokerende :)

Detaljeret til en grad der næsten gør historien sand og med en af de bedste kvindelige hovedpersoner i en bog i nyere tid, gør det Mænd der hader kvinder til en absolut fremragende debutroman og den bedste krimi jeg kan huske at have læst.

Rygterne vil sige at der findes en kladde til en fjerde bog i serien, som Stieg Larssons efterladte nu kæmper om rettighederne til. Indtil den bliver udgivet må man dog nøjes med denne og de to næste i serien, Pigen der legede med ilden og Luftkastellet der blev sprængt. Bøger der selvfølgelig også vil komme en anmeldelse af her på siden snarest.

Karakter: 10/10

10 stjerner

Anmeldt udgivelse: Dansk paperback – ISBN-13: 9788773949962
Originalt udgivelses år: 2005
Sideantal: 556

Links:

Categories: Krimi Tags: , ,

Anmeldelse: Ken Follett – Jordens Søjler

18 december, 2008 2 kommentarer

Jordens Søjler

Ken Follett’s Jordens Søjler (Pillars of the Earth) er af mange blevet hædret som en af de bedste bøger der er skrevet og er at finde på mange lister såsom "100 books you must read before you die".

Da Follett skrev Jordens Søjler i 1989 var det et stort genrespring fra de spændingsromaner han tidligere var blevet kendt for. Follett har selv udtalt at han havde ideen til bogen i mange år før den blev til virkelighed, og at det var hans fascination af katedraler og kirker der lå til grund for bogen – selvom han efter eget udsagn ikke selv er Kristen.

Når man læser at bogen handler om opførslen af en katedral, kan det måske få mange til at ligge bogen fra sig. Det gjorde jeg i hvert fald selv da jeg fik den som gave for et par år siden, og jeg har først fået den læst for få måneder siden – og det er jeg glad for at jeg gjorde.

Jordens Søjler er lang bog, knap 800 sider med meget lille skriftstørrelse. Det gør bogen til typen man ikke læser på en enkelt aften, eller to eller tre. Det er derimod en fortælling som strejker sig over et helt liv og flere generationer og som de fleste nok vil læse over i hvert fald en uge eller mere.

I Jordens søjler møder man bygmesteren Tom, som sammen med sin familie arbejder på et hus for en ung rigmand ved navn Lord William i 1100-tallets England. Tom bygmesters største drøm er at blive bygmester på en katedral og han rejser derfor landet rundt i håb om at finde et byggeri han kan få arbejde på. Deres vej gennem landet går hårdt ud over hans gravide hustru, Agnes som dør ved barslen og uden mad eller midler til at skaffe dem, efterlader Tom med tungt hjerte den nyfødte dreng i skoven, hvor han dog senere bliver fundet af en ung munk.

Kort efter støder Tom og hans børn ind i en ung kvinde ved navn Ellen og hende generte søn Jack, som har levet som fredsløse i skoven siden han blev født. Ført sammen som af skæbnen, leder deres videre færden dem til den lille by Kingsbridge, hvor Tom får arbejde på byens Kirke, og de møder den karismatiske men også strengt religiøse unge Prior, Phillip.

Med Kingsbridge som udgangspunkt, følger man de næste 700 sider byen og dens indbyggeres op og nedture, mens Kingsbridges udvikling tager store skridt under den unge priors ledelse. Konflikter mellem prior Phillip og den grådige biskop Waleran, Toms søn Alfred og Ellens søn Jack, samt rigmandsdatteren Aliena og Tom og hans families sammenstød med den "onde" Lord William tegner sig for størstedelen af handlingen i bogen, alt imens opførslen af Kingsbridge katedral bliver et fast holdepunkt som der hele tiden vendes tilbage til.

Selvom det måske kan lyde lidt kedeligt, så er Jordens Søjler skrevet så godt og med flere oprigtigt interessant personligheder, at den på trods af længden ikke går i stå. Den gennemgående historie om opførslen af en katedral forklares ofte i byggetekniske detaljer, men holdes alligevel på et plan hvor det ikke bliver alt for manual-agtigt og uden man behøver være murer for at følge med. Når den går i dybden med emnet er det altid i forbindelse med en interessant personlig udvikling for bogens karakterer.

Man skal nok en 100 sider ind i bogen før den for alvor fænger og bliver svær at ligge fra sig, men derfra er den også en overordentlig  spændende fortælling om et england hvor de fleste var fattige og hvor konger, jarler og biskopper styrede landet med hård hånd. Follets skrivestil er ret simpel uden brug af for mange smarte ord og alligevel formår han at beskrive den verden han opbygger i fine detaljer, så det ikke er svært at se for sig.

Skal man sige noget negativt om bogen, vil det være at Folletts karakterer ikke altid er særligt nuancerede. De er oftest enten meget gode eller meget onde, og medmindre man hedder Dr. Evil er det ikke svært at finde en side at holde med hele bogen igennem. Det gør dog bestemt ikke bogen mindre god og den særprægede historie om opførslen af en katedral i middelalderens england og personerne omkring den, er både fascinerende , gribende og ikke mindst virkeligt godt fortalt.

Bogen kan varmt anbefales til alle der elsker et historisk drama og er man tilhænger af den genre, er Jordens Søjler nok en af de bøger man bør læse.

Karakter: 9/10

9 stjerner

Anmeldt udgivelse: Dansk paperback – ISBN-13: 9788777146602
Originalt udgivelses år: 1989
Sideantal: 779

Links:

Anmeldelse: Conn Iggulden – Lords of The Bow

18 december, 2008 Ingen kommentarer

Lords of The Bow Conn Iggulden’s anden bog i serien om Djengis Khan og hans erobringer, fortsætter hvor den første, Ulven fra Stepperne, slap. I Lords of the Bow (på dansk: Fjendeland) har Temudjin, nu udnævnt som og kaldet Djengis Khan – den største Khan, fået samlet de sidste af de mongolske stammer eller udryddet dem som ikke er villige.

I slutningen af den forrige bog bliver Djengis klar over at "the chin", kineserne, i århundreder har undertrykt det mongolske folk ved at bestikke forskellige stammer og skabe konflikter imellem dem, så de har bekriget hinanden og ikke tidligere er vokset til en større samlet nation.

Efter at have gjort op med sin fars mordere, Tartarene, sætter Djengis med sit nye folk derfor ud for at tage hævn på sit folks vegne mod de kinesiske lande. Det nomadiske Mongolske folk som er opvokset på hesteryg som kvægdrivere og trænet i brug af bue og pil fra barnsbarn, drager mod syd.

Ved bjergpasset som fungerer som grænsen til Xi Xia emperiet, støder Djengis’ hær mod en hidtil ukendt stærk form for forsvars værk i form af meter høje stenmure og jernporte, med bueskytter placeret på toppen. Overfor denne udfordring, kan Selv Djengis’ meget større veltrænede hær ikke stille meget op og i stedet må der tages anderledes tricks i brug for at komme forbi muren og ind det rige Xi Xia land bag bjergene.

Her støder Mongolerne dog blot på en hel by af uset størrelse, omringet af samme slags mur som ved bjergpasset og med en hel hær til at beskytte den imod indtagelse. Da Djengis’ hær ikke kan indtage byen, må de derfor se sig nødsaget til at indgå en aftale med dem. I de efterfølgende år, sender Djengis spioner ind i det østliggende Chin-emperie for at finde hemmeligheden til at nedbringe de høje stenmure, som alle byerne i landet er omgivet af og en ny krigstaktik tager sit indtog. En taktik som til sidst bringer den mongolske hær op imod næsten uovervindelige odds ved slaget i Badgers Mouth passet og belejringen af Yenking (nutidens Beijing).

Som i Ulven fra Stepperne, er hovedmotivet bag handlingen i Lords of the Bow hævn. Djengis og hans hær lever efter principper om at det største man kan foretage sig i sit liv er at udrydde sin fjender. Et oprindeligt Djengis Khan citat viser med alt tydelighed denne filosofi.

The greatest happiness is to vanquish your enemies, to chase them before you, to rob them of their wealth, to see those dear to them bathed in tears, to clasp to your bosom their wives and daughters – Djengis Khan

Lords of the Bow byder på nogle virkelig fantastiske kampscener, som Iggulden igen formår at skrive så man føler at man står lige midt i dem, med pile flyvende om ørerne og adrenalinen pumpene i kroppen. Der er dog også blevet plads til interne magtkampe, politiske opgør og en startende konflikt mellem Djengis’ to ældste sønner Jochi og Chagatai. Denne efterfølger er mindst lige så spændende, hvis ikke mere, end sin forgænger og Iggulden formår som ingen anden at samle enestående kampbeskrivelser og nærværende personlige fortællinger i én og samme historie.

Historien i Lords of the Bow følger, ligesom sin forgænger, de faktiske begivenheder som man kender fra den nedskrevne historie, men der digtes samtidigt en masse handling til for at binde historien sammen og gøre bogen endnu mere spændende. Som sin forgænger er Lords of the Bow en fabelagtig bog om en historisk periode som de færreste kender særligt meget til og som der generelt ikke vides meget om. Har man læst Ulven fra Stepperne og synes om den, vil det være en ugerning ikke også at få fingrene i denne fremragende efterfølger.

Lords of the Bow er netop udkommet som hardback på dansk, med titlen Fjendeland, men den kan også fåes langt billigere i den engelske paperback udgave som jeg har anmeldt her – på engelsk er også netop udkommet den tredje bog i serien, som endnu ikke findes på dansk. En anmeldelse af den er naturligvis på vej.

Karakter: 9/10

9 stjerner

Anmeldt udgivelse: Engelsk paperback – ISBN-13: 978-0007201778
Originalt udgivelses år: 2008
Sideantal: 544

Links:

Anmeldelse: Dan Brown – Engle & Dæmoner

17 december, 2008 Ingen kommentarer

Engle & Dæmoner

Dan Brown er nok mest kendt for sin bestseller Da Vinci Mysteriet, som efter at have fået stor global opmærksomhed fra bl.a. religiøse grupper, blev filmatiseret i 2006 med Tom Hanks i hovedrollen som Harvard Professoren Robert Langdon.

Langdon optrådte dog for første gang i bogen Engle & Dæmoner fra 2000, som efter Da Vinci Mysteriets success fik nyvagt opmærksomhed og som af mange efterfølgende blev udråbt som værende endnu bedre end sin efterfølger. Engle & Dæmoner er derfor selvfølgelig også på vej til det store lærred, med en forventet biografpremiere i Maj 2009.

I Engle & dæmoner møder man Robert Langdon som er professor på det anerkendte Harvard universitet i USA, med speciale i religiøse symboler. Fra sin bopæl i USA, bliver han i starten af bogen hastekaldt under mystiske omstændigheder, til videnskabscenteret CERN ved grænsen mellem Frankrig og Schweiz. Her møder han direktøren fra CERN, Maximilian Kohler, som sætter ham ind i en makaber mordsag hvor en af centerets højtstående fysikere er blevet myrderet. Hans datter, Vittoria Vetra, afslører herefter at hende og faderen sammen har arbejdet på og skabt det revolutionerende og højteksplosive antistof ved hjælp af den store partikelaccelerator LHC (Large Hydron Collider). En lille beholder med stoffet, nok til at forsage en eksplosion på størrelse med en mindre atom-bombe, er blevet stjålet og en hemmelig efterforskning sættes igang.

Sporerne fører Langdon og Vetra til vatikanet i Rom, hvor en gammel anti-religiøs sekt ved navn Illuminati tilsyneladende er dukket op igen, efter at have været troet opløst i århundreder og truer nu vatikanets eksistens, da det afsløres at det farlige antistof er i deres hænder. Nye symbolske spor, fører derfra Langdon og Vetra rundt i det antikke rom i forsøget på at stoppe mordene på en række kardinaler, som Illuminati også står bag, og finde frem til antistoffet før det er for sent.

Engle & Dæmoner var den første af Dan Brown’s bøger jeg læste og hans andre bøger rykkede efter at have afsluttet den, et par pladser op på listen over bøger der skal læses engang i fremtiden. Det tog ganske få sider, før jeg var helt fanget af en historie om videnskabens kamp mod religionen. Fortalt på en utroligt spændende måde som inddrager store mængder historisk fakta og fiktion, videnskab, teknik samt mysterier i massevis og som formår at få en selv til at tænke nærmere over videnskabens og religionens betydning i vore dage.

Bogen er inddelt i mange små kapitler, hver på ganske få sider, som gør at man altid lige skal have et mere med. Det virker måske som et billigt trick, men det virker ganske fortræffeligt. Dan Browns skrivestil er som taget ud af en god spændings film, og der går aldrig mere end et par sider uden at der sker noget nyt som driver historien videre – hvilket gør den meget svær at ligge fra sig. Spændingen holdes konstant hele bogen igennem og har mange små plot-twists, samt ét større i slutningen.

Selvom det er en hurtig læst spændings roman, byder Engle & Dæmoner faktisk også på flere tankevækkende elementer. Bogen virker ganske vel researched,  hvilket er med til at gøre historien og dens beskrivelser af vatikanet, Rom og CERN mere troværdigt – selvom dens hovedplot måske ikke helt er det.  Jeg kan varmt anbefale bogen til alle der elsker en god spændende historie. Både ateister, religiøse  og andre vil ret sikkert finde noget at synes om i denne bog – og måske noget at tænke en ekstra gang over.

Karakter: 8/10

8 stjerner

Anmeldt udgivelse: Dansk paperback – ISBN-13: 9788791746253
Originalt udgivelses år: 2000
Sideantal: 551

Links:

Categories: Spænding Tags: