Arkiv

Idlæg Tagged ‘New York’

Anmeldelse: Raymond Khoury – Den Sidste Tempelridder

27 februar, 2009 Ingen kommentarer

Den Sidste Tempelridder

Raymond Khoury’s debut fra 2005, er en historisk spændingsroman i stil med Dan Brown’s Da Vinci Mysteriet og eventyrfilm som Indiana Jones og de nyere National Treasure film. Ligesom i disse, er hovedtemaet store arkæologiske opdagelser hvis eksistens truer med at ændre menneskets livsopfattelse.

Fortællingen tager sin begyndelse i 1291 hvor tempelriddernes borg i Akko i kongeriget Jerusalem er under angreb af de muslimske belejrere. Den unge tempelridder Martin må sammen med sine læremester Armaid flygte med det sidst-mulige skib, Tempelfalken, for at sikre ordenens og deres største hemmeligheds overlevelse, gemt i et lille juvelbesat skrin.

Flere hundrede år efter, i vore dage, er den første udstilling nogensinde med skatte fra det romersk-katolske Vatikan kommet på udstilling på det kendte Metropolitan Museum of Art (The MET) i New York.

Under den store åbningsfest, hvor både kendte og politikere deltager, rider fire mænd på hest hen mod museet iført Tempelridder kostumer og autentiske sværd, i hvad der til at starte med ligner en del af showet. Publikum bliver dog hurtigt klar over at der er noget helt galt, da en sikkerhedsvagt brutalt bliver halshugget og de fire ryttere dernæst ridder ind i museet og begynder at ødelægge de montré hvor de værdifulde genstande er udstillet og stjæle indholdet.

På museet befinder sig den 38-årige arkæolog Tess Chaykin sig, som midt i kaoset overværer et nærmest religiøst ritual, da en af de fire mænd klædt som tempelriddere tager en særlig mystisk genstand op og mumler sætningen "Sandheden vil sætte jer fri".

Efter røveriet forsvunder gerningsmændende og FBI sættes på sagen med agenten Sean Reilly i spidsen, med hjælp fra vatikanets udsending, De Angelis. Tess bliver via hendes særprægede vidneudsagn en del af efterforskningen, som hurtigt viser sig at handle om mere og meget større ting end et simpelt kup.

Da gerningsmændende én efter én myrdes af en ukendt person, leder tempelridder sporet, med Tess’ hjælp, i retningen af en tidligere arkæolog kollega ved navn WIlliam Vance og jagten på sandheden fortsætter over atlanten til Europa i tempelriddernes fodspor.

Veritas Vos Liberabit

Bogens handling følger skiftevis de sidste tempelridderes kamp for overlevelse i slutningen af 1200-tallet og nutiden, hvor jagten på deres hemmelighed  og formodede skjulte skat er skudt igang.

Den sidste Tempelridder bliver ofte sammenlignet med Dan Browns Da Vinci Mysteriet, og der er da også visse ligheder. Men hvor Da Vinci Mysteriet fokuser på hemmeligheden om at Jesus fik et barn med Maria Magdalena og har nulevende arvinger, er det i Den Sidste Tempelridder, kristendommen selv og de fire kendte evangelier i det nye testamente der er omdrejningspunktet for bogens plot, omend dette først viser sig et stykke inden i bogen.

Tempelridderordenen får pålagt en helt ny betydning, med en omfattende konspiration og ambition om at udviske linjerne mellem de tre store religioner; Kristendommen, Jødedommen og Islam.

At Den Sidste Tempelridder er Raymond Khoury’s debutroman kan godt mærkes, for selv om hans historie er oprigtig interessant og det bagvedliggende synspunkt bestemt er værd at tage op og diskutere, er hans fortæller evner er ikke helt på niveau med f.eks. Dan Brown.

Bogen ligger godt ud og har flere plot-twists, ganske som det forventes i denne slags bog. Intensiteten falder dog lidt da man først finder ud af hvad Tempelriddernes hemmelighed går ud på, for da begynder de religiøse diskussioner at tage lidt overhånd og fylder ganske enkelt for meget.

Selvom det er ganske interessant at høre argumenter for og imod religion og måske endda lære nogle ting man ikke vidste før, så tager det hastigheden og spændingen af fortællingen på et ganske uheldigt tidspunkt, omtrent 2/3 dele inde i bogen. Det er ærgeligt, men holder man ud lidt længere stiger spændingsniveauet igen dramatisk hen imod bogens nervepirrende og kontroversielle afslutning.

Netop slutningen i Den Sidste Tempelridder er interessant, fordi den ikke ender helt som man tror. Det sidste og alt-afgørende twist kommer faktisk først i de sidste linje på den sidste side. Få sider før den afsløring man finder der, sad jeg personligt med en følelse af at slutningen var "forkert" og var en smule frastødt over hovedpersonernes handlinger. Handlinger som kort efter virker, om ikke rigtige, så i hvert fald ikke så betydningsfulde.

Den Sidste Tempelrider en en energisk og underholdende spændingsroman som tager et nærmest evigt-aktuelt emne op til debat, dog uden selv at turde tage en endegyldig holdning til de spørgsmål den stiller. Det er måske godt for den brede læserskare, men vil uundgåeligt irritere nogen.

Det fortjener ligeledes at blive nævnt, at bogen er filmatiseret som en miniserie i to afsnit af amerikanske NBC og udsendt på TV i Januar 2009. Mon ikke den serie finder vej til en dansk tv-kanal engang senere på året. Jeg vil dog klart anbefale at læse bogen først, da TV-serien er gjort langt mindre alvorlig og har udeladt flere af de kontroversielle holdningspunkter, ligesom mange af de store spændingsmomenter er ændret eller rent film-teknisk bare er dårligt produceret.

Karakter: 7/10

7 stjerner

Anmeldt udgivelse: Dansk Paperback – ISBN-13: 9788777147753
Originalt Udgivelses år: 2005
Sideantal: 447

Links: