Arkiv

Idlæg Tagged ‘OL’

Anmeldelse: Philip Kerr – Martsvioler

30 marts, 2009 Ingen kommentarer

Martsvioler

Martsvioler er den skotske forfatter Philip Kerrs første bog i hans oprindelige Berlin Noir krimi-trilogi,  som foregår under det blomstrende nazi-regimes tredje rige, i Tyskland i 1930’erne.

Martsvioler tager sin begyndelse i 1936, under forberedelserne til det kommende OL i Berlin. Hitler er kommet til magten og er ved at forberede landet til den kommende krig, alt i mens de prøver at skjule dette for de udenlandske turister, og gøre indtrykket så positivt som muligt for atleterne.

Den tidligere politibetjent og nazi-modstander Bernhard Gunther arbejder nu som privatdetektiv. Hans opgaver består ofte i at finde forsvundne personer, som i denne tid ofte er jøder og andre forfulgte, der som regel dukker op i byens flod eller på anden måde ender på lighuset.

Gunther er dygtig og charmerende og virker ofte pisse ligeglad med de farer han udsætter sig selv for, når han i fuld offentlighed konstant sviner nazi-regeringen til. På trods af det, eller måske pågrund af det, bliver han hyret af den rige Hermann Six, leder af en stor tysk stålkoncern, til at efterforske mordet på hans datter og hendes mand Poul Pfarr, en advokat i SS som arbejdede direkte under Heinrich Himmler med at opklare korruption i det tyske erhversliv. Han får samtidig til opgave at finde en kostbar diamanthalskæde som blev stjålet fra parrets pengeskab.

Gunther har kontakter hos både pressen, Kripo (Kriminalpolitiet), Sipo (Sikkerhedspolitiet) og Gestapo og hans efterforskning leder ham til en større konspiration som bringer ham i kontakt med Berlins underverden med Røde Dieter i spidsen, den kendte og smukke filmstjerne Ilse Rudel og nogle af nazi-tysklands topledere i form af Hermann Göring og Reinhard Heydrich.

Gunther’s metoder er langtfra fine og det er nærmere mod og nogle gange hovmod der bringer ham resultater, ligesom hans evne til at læse de personer han møder i sin beskæftigelse. Hans overmod bringer ham dog i problemer da han ender i den berygtede Dachau KZ-lejr og må kæmpe for livet for at slippe helskindet derfra.

Arbeit macht frei

Titlen Martsvioler refererer til et kendt udtryk om et fænomen under nazi-regimets opblomstring, hvor betydelige borgere som ikke tidligere var engageret, pludselig og ud af det blå blev medlem af nazi-partiet efter det kom til magten og fik vigtige poster.

Handlingen finder sted under en periode i tysklands historie, som på en og same tid er kendt og ukendt. Kendt fordi de fleste nok ved hvad der skete i årene op til 2. verdenskrig og ukendt fordi færre kender til detaljerne om de magtkonflikter der var i landet og internt i nazi-partiet, samt den brede befolknings mistro over for Hitler og hans ideologi.

Historien bliver fortalt i første person, set fra Bernhard Gunthers synspunkt og tonen er ofte stærkt sarkastisk,  ligesom bogens personer ofte er kyniske og korrupte. Bestikkelse og trusler er den letteste vej til information når Gunther rydder op i Berlin og det er han god til.

Bogens force er helt klart at dens fortælling foregår i en så speciel periode og inddrager de personer den gør. Beskrivelsen af tysklands situation i 1936 er interessant og Gunther er en udmærket hovedperson til at sætte det hele i perspektiv.

Selve plottet hæver sig derimod ikke over den middelmådige krimi’s niveau og er til tider lidt forvirrende. Selvom der er de plot-twists som der skal være, er de ikke super opfindsomme og kommer ofte lidt tilfældigt, uden at spændingen er bygget rigtigt op først.

Blander man de to ting sammen, får man til gengæld en krimi der skiller sig ud fra mængden og samtidigt byder på lidt historisk genopfriskning, omend de historiske detaljer naturligvis skal tages med et gran salt i et fiktionsværk som dette.

Martsvioler blev oprindeligt udgivet i 1989 og selvom bogen således kan fejre 20-års fødselsdag i år, kan den sagtens anbefales til krimi fans som måske er gået lidt kold i de seneste års nutidige udgivelser, med moderne pjat som computere, hackere og alskens højteknologiske gadgets.

Bogen fik to efterfølgere i starten af 1990’erne, med Den blege forbryder og Et tysk rekviem som tilsammen danner den oprindelige Berlin Noir trilogi. 15 år senere, i 2006, udkom den fjerde bog i serien med Bernhard Gunther i hovedrollen, under titlen Det ene fra det andet .

Karakter: 7/10

7 stjerner

Anmeldt udgivelse: Dansk Paperback – ISBN-13: 97887705308665
Originalt Udgivelses år: 1989
Sideantal: 281

Links:

Categories: Krimi Tags: , , ,