Arkiv

Idlæg Tagged ‘tempelridder’

Anmeldelse: Raymond Khoury – Den Sidste Tempelridder

27 februar, 2009 Ingen kommentarer

Den Sidste Tempelridder

Raymond Khoury’s debut fra 2005, er en historisk spændingsroman i stil med Dan Brown’s Da Vinci Mysteriet og eventyrfilm som Indiana Jones og de nyere National Treasure film. Ligesom i disse, er hovedtemaet store arkæologiske opdagelser hvis eksistens truer med at ændre menneskets livsopfattelse.

Fortællingen tager sin begyndelse i 1291 hvor tempelriddernes borg i Akko i kongeriget Jerusalem er under angreb af de muslimske belejrere. Den unge tempelridder Martin må sammen med sine læremester Armaid flygte med det sidst-mulige skib, Tempelfalken, for at sikre ordenens og deres største hemmeligheds overlevelse, gemt i et lille juvelbesat skrin.

Flere hundrede år efter, i vore dage, er den første udstilling nogensinde med skatte fra det romersk-katolske Vatikan kommet på udstilling på det kendte Metropolitan Museum of Art (The MET) i New York.

Under den store åbningsfest, hvor både kendte og politikere deltager, rider fire mænd på hest hen mod museet iført Tempelridder kostumer og autentiske sværd, i hvad der til at starte med ligner en del af showet. Publikum bliver dog hurtigt klar over at der er noget helt galt, da en sikkerhedsvagt brutalt bliver halshugget og de fire ryttere dernæst ridder ind i museet og begynder at ødelægge de montré hvor de værdifulde genstande er udstillet og stjæle indholdet.

På museet befinder sig den 38-årige arkæolog Tess Chaykin sig, som midt i kaoset overværer et nærmest religiøst ritual, da en af de fire mænd klædt som tempelriddere tager en særlig mystisk genstand op og mumler sætningen "Sandheden vil sætte jer fri".

Efter røveriet forsvunder gerningsmændende og FBI sættes på sagen med agenten Sean Reilly i spidsen, med hjælp fra vatikanets udsending, De Angelis. Tess bliver via hendes særprægede vidneudsagn en del af efterforskningen, som hurtigt viser sig at handle om mere og meget større ting end et simpelt kup.

Da gerningsmændende én efter én myrdes af en ukendt person, leder tempelridder sporet, med Tess’ hjælp, i retningen af en tidligere arkæolog kollega ved navn WIlliam Vance og jagten på sandheden fortsætter over atlanten til Europa i tempelriddernes fodspor.

Veritas Vos Liberabit

Bogens handling følger skiftevis de sidste tempelridderes kamp for overlevelse i slutningen af 1200-tallet og nutiden, hvor jagten på deres hemmelighed  og formodede skjulte skat er skudt igang.

Den sidste Tempelridder bliver ofte sammenlignet med Dan Browns Da Vinci Mysteriet, og der er da også visse ligheder. Men hvor Da Vinci Mysteriet fokuser på hemmeligheden om at Jesus fik et barn med Maria Magdalena og har nulevende arvinger, er det i Den Sidste Tempelridder, kristendommen selv og de fire kendte evangelier i det nye testamente der er omdrejningspunktet for bogens plot, omend dette først viser sig et stykke inden i bogen.

Tempelridderordenen får pålagt en helt ny betydning, med en omfattende konspiration og ambition om at udviske linjerne mellem de tre store religioner; Kristendommen, Jødedommen og Islam.

At Den Sidste Tempelridder er Raymond Khoury’s debutroman kan godt mærkes, for selv om hans historie er oprigtig interessant og det bagvedliggende synspunkt bestemt er værd at tage op og diskutere, er hans fortæller evner er ikke helt på niveau med f.eks. Dan Brown.

Bogen ligger godt ud og har flere plot-twists, ganske som det forventes i denne slags bog. Intensiteten falder dog lidt da man først finder ud af hvad Tempelriddernes hemmelighed går ud på, for da begynder de religiøse diskussioner at tage lidt overhånd og fylder ganske enkelt for meget.

Selvom det er ganske interessant at høre argumenter for og imod religion og måske endda lære nogle ting man ikke vidste før, så tager det hastigheden og spændingen af fortællingen på et ganske uheldigt tidspunkt, omtrent 2/3 dele inde i bogen. Det er ærgeligt, men holder man ud lidt længere stiger spændingsniveauet igen dramatisk hen imod bogens nervepirrende og kontroversielle afslutning.

Netop slutningen i Den Sidste Tempelridder er interessant, fordi den ikke ender helt som man tror. Det sidste og alt-afgørende twist kommer faktisk først i de sidste linje på den sidste side. Få sider før den afsløring man finder der, sad jeg personligt med en følelse af at slutningen var "forkert" og var en smule frastødt over hovedpersonernes handlinger. Handlinger som kort efter virker, om ikke rigtige, så i hvert fald ikke så betydningsfulde.

Den Sidste Tempelrider en en energisk og underholdende spændingsroman som tager et nærmest evigt-aktuelt emne op til debat, dog uden selv at turde tage en endegyldig holdning til de spørgsmål den stiller. Det er måske godt for den brede læserskare, men vil uundgåeligt irritere nogen.

Det fortjener ligeledes at blive nævnt, at bogen er filmatiseret som en miniserie i to afsnit af amerikanske NBC og udsendt på TV i Januar 2009. Mon ikke den serie finder vej til en dansk tv-kanal engang senere på året. Jeg vil dog klart anbefale at læse bogen først, da TV-serien er gjort langt mindre alvorlig og har udeladt flere af de kontroversielle holdningspunkter, ligesom mange af de store spændingsmomenter er ændret eller rent film-teknisk bare er dårligt produceret.

Karakter: 7/10

7 stjerner

Anmeldt udgivelse: Dansk Paperback – ISBN-13: 9788777147753
Originalt Udgivelses år: 2005
Sideantal: 447

Links:

Anmeldelse: Jan Guillou – Vejen til Jerusalem

28 december, 2008 Ingen kommentarer

Vejen til Jerusalem

Jan Guillou er nok mest kendt for sine spionromaner om den svenske agent Carl Hamilton, som han siden 1986 har haft stor succes med. I 1998 skiftede han dog for en stund nutiden ud med middelalderen og udgav den første bog  i en trilogi om den fiktive svenske tempelridder Arn Magnusson.  Bøgerne om den svenske helt blev en stor succes og er for nylig blevet filmatiseret i et nordisk samarbejde med det største budget hidtil set herhjemme.

Vejen til Jerusalem foregår i det 12. århundrede, i de landsdele der senere skal blive samlet som landet Sverige. Her møder vi den gravide Sigrid, hendes mand Magnus og deres første søn Eskild, som ejer to store landområder, hvoraf hun har arvet det ene, Varnhem. I det splittede land er alliancer imellem familierne, kongen og kirken vigtige. Sigrid giver derfor Varnhem væk til Cisterciensermunkene med Kong Sverkes velsignelse og Sigrid og hendes to sønner flytter til deres fars gård i Arnäs.

Drengene vokser op i en tid hvor magtbalancen i landet er konstant skiftende, hvor alliancer bliver dannet på kryds og tværs og hvor konspirationer og bedrag er hverdag. En dag da de to brødre Eskild og Arn leger, falder Arn ned fra en høj mur og ligger livløs. Sigrid lover at skænke Arn til klostret hvis han får lov at leve ,og da Arn som ved at mirakel overlever styrtet, må hans mor holde sit ord og skænke Arn til Cistercienser klostret, hvor den strikse Fader Henri er overhovedet.

Arn må vemodigt forlade det liv han kender og indstille sig på livet i et kloster. Snart efter er Cisterciensermunkene desuden nødt til at rykke sydpå og slår sig ned i det der i dag er østjylland i Danmark, hvor de danner klosteret Vitae Scholae. Her vokser Arn op og lærer både latin og fransk, madlavning, jagt, byggeri og fra den særlige munk, Broder Guilbert, lærer han kunsten at kæmpe med sværd, bue & pil samt at ride og håndtere end hest bedre end nogen anden i landet

Munkene og den nu næsten fuldvoksne Arn, vender mange år senere tilbage til Sverige. Arn forlader klosteret i sin søgen efter hans mål med livet og han træder ind i en verden han ikke kender til. En verden af mistro, had og bedrageri, som Arn der er opvokset blandt munkene ikke forstår. Han vender tilbage til sin faders gård og møder senere en pige  ved navn Cecilia som er datter af en anden stor familie og de to forelsker sig. Arn der stadig ikke helt har forstået hvordan den virkelige verden fungerer, kommer dog snart i problemer som selv hans kunnen med et sværd ikke kan løse.

Vejen til Jerusalem er en interessant fortælling. Selvom der aldrig har været en skandinavisk tempelridder, er idéen ganske god og er blandet fint sammen med dannelsen af den svenske nation, selvom også dette er et stort miskmask af fakta og fiktion, hvilket dog selvfølgelig er nødvendigt for at få bogens plot til at hænge sammen.

Arn er en god hovedperson, som det ikke er svært at holde med. Han kommer dog til tider til at fremstå som værende lidt for god og lidt for perfekt.  Det bliver bogen igennem f.eks. repeteret lidt for ofte, at Arn kan kæmpe lige godt med venstre og højre hånd og der er i det hele taget ikke mange ting som den unge Arn ikke er bedre til end alle andre. Hans tanker eller gerninger har heller ikke mange mørke sider, men de få han har (efter datidens standarder) er dog tit det der får ham i problemer. Idéen med at han er vokset op i et kloster og derfor har været afskærmet for den mere rå virkelighed er selvfølgelig plausibel, men alligevel virker han til tider meget naiv over for sine medmennesker og omgivelser.

Der er mange personer, familier og egne af holde styr på i Vejen til Jerusalem. Og at mange af dem lyder meget ens kan ind imellem gøre det lidt svært at holde styr på. Til geografiens fordel, er der på en af de første sidder dog et kort over de områder hvor størstedelen af handlingen foregår.

Sproget i Vejen til Jerusalem, er forsøgt skrevet så det lyder en smule gammeldags. Således åbner bogen f.eks. med sætningen I det Herrens år 1150 . Det er både lidt underligt, men samtidigt med til at sætte stemningen. Derudover virker sproget nogle gange en smule snørklet og der er mange lange sætninger. Om det er den danske oversættelser der har nogle mangler eller om Guillou’s original er på samme måde, skal jeg ikke kunne sige, men det gør bogen sværere at læse end nødvendigt.

Når det er sagt, er Vejen til Jerusalem dog stadig en spændende og veldrejet historisk roman med alt hvad der hører til af sværdkampe og romancer. Den er selvfølgelig nok ekstra interessant for danskere og svenskere, idet den forgår i vores del af verden og med vores historiske baggrund som fundament. Historien om Arn forsætter i Tempelridderen og Riget ved vejens ende som der vil komme anmeldelser af her på siden på et senere tidspunkt.

Karakter: 7/10

7 stjerner

Anmeldt udgivelse: Dansk paperback – ISBN-13: 9788770531191
Originalt Udgivelses år: 1998
Sideantal: 401

Links:

Categories: Historisk fiktion Tags: ,