Arkiv

Idlæg Tagged ‘Wilbur smith’

Anmeldelse: Wilbur Smith – When The Lion Feeds

27 december, 2008 Ingen kommentarer

When the Lion Feeds

Wilbur Smiths debutroman, When The Lion Feeds fra 1964, er en klassiker inden for sin genre af historiske eventyr. Siden den første bog udkom, har Wilbur Smith skrevet over 30 bøger, hvoraf de fleste foregår delvist i den afrikanske vildmark. Det kan dog klart anbefales at starte med hans første bog, hvor han sætter stilen for resten af sin karriere.

When The Lion Feeds tager sin begyndelse i Sydafrika i 1870’erne uden for den fiktive by Ladyburg. Her har Waite Courtney, hans to tvillinge sønner Sean og Garrick og deres stedmor Ada en større farm. Faren er en respekteret mand i samfundet og hans to sønner lever et godt liv, hvor de i perioderne på farmen jager fugle i den afrikanske bush eller fisker efter ål og går i skole resten af året i Ladyburg.

Selvom de to brødre er tvillinger, er de vidt forskellige. Sean er den fysisk største og dominerende og en dag da deres forældre er væk fra farmen, overtaler han Garrick til at låne deres faders jagtgevær, så de kan gå på  jagt efter en stor hjort de har set i nærheden dagen forinden. Det ender dog i en forfærdelig ulykke hvor Garrick må have amputeret sit ene ben, hvorefter hans liv er forandret for altid. Mens Garrick efter ulykken bliver hægtet delvist af det drengede liv og istedet bruger sin tid på at læse bøger, vokser Sean op og bliver drengene i byens leder og eftertragtet blandt pigerne, heriblandt den yngre Anna som altid følger i hælene på Sean.

Efter at være gået ud af skolen nogle år senere, bliver Sean og Garrick medhjælpere på farmen, hvor de passer de okser som familien lever af at sælge. En dag bryder der dog krig ud mellem de indfødte afrikanske Zulu’er og den besættende hvide befolkning som består af bl.a. hollændere og englændere. Waite, Sean og Garrick drager i krig , som mod forventningerne ender grueligt galt . Waite omkommer i et bagholdsangreb på deres lejr og også Sean formodes i længere tid død.

Garrick vender alene hjem til farmen som krigshelts og arvtager, hvor en ulykkelig Anna fortæller at hun venter Sean’s barn. Garrick som altid har været forelsket i Anna og som savner sin brors tryghed, gifter sig med hende og de drager på bryllypsrejse til Capetown. Da de vender hjem finder de dog at Sean er vendt tilbage og de tre lever i et par uger i en mærkelig suppedas af skjulte følelser, indtil Anna en dag fortæller Sean at barnet er hans og at hun stadig elsker ham. Sean forlader efter et slagsmål med Garrick farmen sammen med sin Zulu tjeneer Mbejane fra krigen og bevæger sig nord på, uden noget egentligt mål.

På sin vej møder han Duff, en engelsk herre som har gravet guld i blandt andet Canada og som har hørt om et nyt fund et par ugers ridt derfra. Sammen tager de til stedet kaldet Witwatersrand hvor de med blod, sved og snuhed får tilegnet sig et lod jord og med Duff’s erfaring får gang i en guldmine med stort potentiale. Sean og Duff  har heldet med sig og uden om den lille guldgraver lejr opstår hurtigt en stor ny by kaldet Johannesburg.

Her må Sean og Duff de næste år kæmpe imod grådighed og op og nedgange i både virksomheds og privatlivet, indtil de en dag bliver tvunget til at forlade Johannesburg for endnu engang at drage nord på. Denne gang for at samle Elfenben fra de titusindvis af elefanter der dengang stadig færdedes i store flokke i det næsten uudforskede Afrika. Livet som jæger i vildmarken er dog ikke så let som livet i storbyen og Sean og hans medfæller må meget igennem, inden han vender tilbage til Johannesburg flere år senere, med kone og sin førstefødte søn Dirk.

When The Lion Feeds er inddelt i tre dele, der hver i sær dækker en periode i Sean Courtneys liv. Fra de unge år på familiens farm og Zulu-krigen, over guldjagten i Johannesburg og til hans liv i vildmarken som elefantjæger. Gennem de tre perioder udvikler Seans personlighed sig og det er ganske spændende at følge ham fran barn til manddom.

Sean Courtney er ikke en perfekt hovedperson. Faktisk forekommer han i begyndelsen som en lettere arrogant nar, der ikke har respekt for hverken lærere eller de piger der flokkes om ham, men som dog elsker sin familie og ikke mindst sin bror Garrick. Seans personlighed udvikler sig dog sammen med hans erfaringer, hvor grådighed og arrogance en overgang er ved at tage over.

Han er typen der  mere end noget andet respekter sine fjender og dem der tør stille sig i vejen for hans ønsker og han bliver stærkere af modstand. Udtrykket What doesn’t kill you, makes you stronger passer nærmest perfekt på ham. Samtidigt er han dog en person som har stor tillid til sine tætte venner og som ikke tøver med at sætte sit liv på spil for fremmede.

When The Lions Feeds er en glimrende og inddragende bog om en mand som er med til at forme det afrikanske kontinent og hans færd igennem livet, hvor han oplever både stor glæde og sorg er spændende at følge. Bogens afslutning virker dog en smule melodramatisk og søgt, ligesom det måske kan forekomme at Sean Courtney når at opleve vel meget i løbet af  en ganske kort årrække, hvilket mest skyldes den hastige udvikling i Johannesburg.

Bogen fik to efterfølgere som følger Sean Courtney videre i hans liv. Den næste, fra 1966, hedder The Sound of Thunder og afslutningen fra 1977, hedder A Sparrow Falls – som du også kan finde en anmeldelse af her på siden.

Wilbur Smiths originale trilogi om Sean Courtneys liv i Sydafrika er både historisk spændende og meget velfortalt. Har man interesse i det tidlige Afrika, hvor vildmark stadig var vildmark og det rige dyreliv var intakt, er When The Lion Feeds endnu mere interessant, men bogen kan varmt anbefales til alle med en lille indre eventyrer.

Karakter: 8/10

8 stjerner

Anmeldt udgivelse: Engelsk paperback – ISBN-13: 9780330201391
Originalt Udgivelses år: 1964
Sideantal: 544

Links:

Anmeldelse: Wilbur Smith – I løvens spor

23 december, 2008 Ingen kommentarer

A Sparrow Falls (I løvens spor)

Wilbur Smith er en sydafrikansk forfatter som siden 1964 har udgivet en lang række eventyr, alle sat på det Afrikanske kontinent. Senest har han skrevet fire bøger omhandlende det gamle egypten, men han er nok mest kendt for sine Courtney serie af bøger, som tidsmæssigt strejker sig fra år 1600 til slutningen af 1900-tallet.

Den første sekvens af tre bøger starter med When the Lion Feeds fra 1964, som var Smith’s debutroman med et første oplæg på 10.000 kopier. De  tre bøger handler om Sean Courtney og følger ham fra før Zulu-krigene i 1870’erne og til efter dannelsen af den Sydafrikanske Union i 1910.

Den tredje bog i den første sekvens udkom i 1977 og afslutter historien om Sean Courtneys liv i det sydlige Afrika. A sparrow falls fik den danske titel I løvens spor, da den udkom i danmark samme år i to bind og det er denne udgave jeg har læst og anmeldt her.

Bogen starter under 1. verdenskrig hvor man møder Mark Anders, søn af en sydafrikansk farmer og en fantastisk skytte, som i den kolde vinter i slutningen af krigen bliver sat ind for at få ramt på en tysk sniper. General Sean Courtney har beføjelsen i samme område og her mødes de to mænd med en fælles baggrund for første gang.

Efter krigen vender Mark Anders tilbage til Afrika og hans bedstefars landområde hvor han er vokset op som barn. Her må han dog sande at jorden er blevet overtaget af andre og at hans bedstefar er død under mystiske omstændigheder, efter sigende i en jagtulykke.

Mark Anders vil dog ikke lade hans land og det eneste han kender og holder af  blive taget fra ham så let, og starter derfor sin egen undersøgelse af omstændighederne i bedstefaderens død. Her kommer han dog hurtigt i sammenstød med Dirk Courtney, søn af den respekterede general Sean Courtney, men som modsat sin far viser sig at være blottet for moral og dybt korrupt i sin søgen efter magt og rigdom. Dirk Courtney ‘s navn dukker op igen og igen i hans bestræbelser på at finde hans bedstefars morder og han opdager at Dirk Courtney har store planer for de vilde naturområder som Mark Anders har kært.

Mark Anders møder senere i historien Sean Courtney igen og de to opbygger langsomt en gensidig respekt og et helt særligt venskab. Mark Anders får tilbudt et godt job som privatsekretær for den gamle general og han møder hans forkælede unge datter Storm. Da en borgerkrig bryder ud,  må Mark Anders dog igen tage sit trofaste gevær i brug og oplever igennem en gammel bekendt den grufulde krig fra begge sider.

Efter krigen er noget ændret i Mark og Sean Courtney, som selv har oplevet krigens ar på sjælen, gør ham til vogter for et stort naturreservat ved navn Chakas Port. Her kommer han dog igen i konflikt med Dirk Courtney og hans planer for området, hvilket leder til det endelige opgør imellem Mark Anders, Sean Courtney og den fortabte søn Dirk.

I løvens spor er en af de mest gribende og spændende bøger jeg har læst. Historien om Mark Andersons hjemvenden fra  1. verdens krig til et hjemland som siden er blevet korrupt og hans kamp imod overmagten er utrolig spændende og meget velfortalt. Landets udvikling, den smukke natur, konflikten mellem Sean Courtney og hans søn Dirk og Mark Anders’ centrale rolle, bliver malet tydeligt for læseren.

Mark Anders er en godt skrevet personlighed som man nemt holder med, men som samtidigt viser sig fra sine dårligere sider flere gange i bogen, hvilket er med til at gøre ham mere realistisk og interessant.

I løvens spor er en historie og et afrikansk eventyr der virkeligt fænger. En perfekt afslutning på Wilbur Smiths oprindelige Courtney trilogi og muligvis Wilbur Smiths allerbedste bog.

Karakter: 9/10

9 stjerner

Anmeldt udgivelse: Dansk hardback – ISBN-10: 8775311321
Originalt Udgivelses år: 1977
Sideantal: 522 (samlet for begge bind i den anmeldte udgave)

Links: